Nationale klenodier samles i nyt klimatiseret skatkammer

To tredjedele af den danske kulturarv flytter i løbet af de næste ti år ind i et moderne, klimatiseret og lavenergi-drevet magasin på størrelse med fem fodboldbaner.
Nationalmuseet flytter i løbet af de næste ti år to tredjedele af sin samling ind i det nye Fællesmagasin i Vinge udenfor Frederikssund, der er bygget til at opbevare genstandene sikkert i flere generationer. Magasinet, der var nomineret til Betonelement Prisen 2021, er 17.300 m2 stort.
Nationalmuseet flytter i løbet af de næste ti år to tredjedele af sin samling ind i det nye Fællesmagasin i Vinge udenfor Frederikssund, der er bygget til at opbevare genstandene sikkert i flere generationer. Magasinet, der var nomineret til Betonelement Prisen 2021, er 17.300 m2 stort.

Fællesmagasinet

  • – Projektet omfatter opførelse af magasinbygning på 17.300 m2.
  • – Byggeriet rummer magasiner, logistikfunktioner, personale- og studiefaciliteter.
  • – Da der er tale om sikring af uerstattelig kulturarv, er magasinet bygget efter det højeste niveau af klimastyring samt anden sikring af bygningen.
  • Bygherre: Slots- og Kulturstyrelsen og Kulturministeriet
  • Lejere: Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek
  • Bygherrerådgivere: Sweco og H+
  • Totalentreprenør: DS Stålkonstruktion
  • Arkitekt og landskabsarkitekt: Gottlieb Paludan Architects
  • Ingeniør: Moe
  • Opbevaringsløsninger: Bruynzeel Storage Systems
  • Budget: 263 mio. kr.
  • Bruttoareal: 24.300 m²
  • Kilde: Byggefakta

Omgivet af hegn, voldgrav og gemt bag tykke betonvægge ligger det nye hjem for danskernes kulturarv. Nationalmuseet er netop nu ved at flytte de første kulturhistoriske genstande ind i det nye Fællesmagasin. Indflytning forventes at vare 10 år, før sidste genstand kan sættes på plads i det nye, gigantiske magasin.

– Bygningen er designet, så den i sig selv fungerer som et moderne klimaanlæg, hvilket sikrer et lavt energiforbrug året rundt. Indeklimaet er godt, logistikken er effektiv og sikkerheden er i top, hvilket betyder, at vi i mange generationer frem kan passe rigtig godt på kulturarven og samtidig gøre den lettilgængelig på den mest driftsøkonomiske måde, siger Nationalmuseets chef for Magasinering og Kulturhistorisk konservering, Anne-Kathrine Kjerulff.

Lavenergi-baseret magasin

Magasinet er konstrueret, så der skal bruges meget lidt energi for at holde et optimalt og stabilt klima omkring kulturarven. Det bygger på en videreudvikling af erfaringerne fra andre lavenergibyggerier i Danmark.

Gulvet er ikke isoleret og fungerer dermed som køleflade om sommeren og varmeflade om vinteren, hvilket holder temperaturen mellem 7 og 14 grader. En lille smule affugtning holder luftfugtigheden stabil.

Magasinet bruger derfor meget lidt energi året rundt. Et typisk klimatiseret magasin har almindeligvis et energiforbrug på ca. 30 kwh pr. m3, mens magasinet i Vinge er beregnet til at bruge mindre end 1 kwh pr. m3.

Magasinets forskellige opbevaringsløsninger har sammenlagt 25.000 m3 reolplads, hvor den danske kulturarv kan opbevares korrekt og forsvarligt.
Magasinets forskellige opbevaringsløsninger har sammenlagt 25.000 m3 reolplads, hvor den danske kulturarv kan opbevares korrekt og forsvarligt.

Fleksibelt indrettet

Nationalmuseets samling består af mere end to millioner genstande, som samlet udgør 42.000 m3. To tredjedele af disse (svarende til 28.000 m3) flytter ind i det nye magasin, der har moderne opbevaringsfaciliterer og optimale indeklimaforhold.

– Det er vigtigt, at vi passer på vores kulturskat, og med det nye magasin får danskernes kulturarv et sikkert og moderne skatkammer. Magasinet er fleksibelt indrettet, så det er let og hurtigt at finde frem til genstande, der skal bruges i forskning, udstillinger eller udlånes til andre museer i Danmark. Det er en forudsætning for, at vi på fremtidens Nationalmuseum let kan ændre og tilpasse udstillingerne løbende, siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.

Det nye Fællesmagasin i Vinge indvies officielt mandag d. 16. maj

Relateret indhold