N.H.Hansen & Søn A/S leverer bedste regnskab nogensinde

Virksomheden forklarer selv udviklingen med et højt aktivitetsniveau, lange medarbejder- og kunderelationer og stabilitet i leverancerne.
Per Hald, bestyrelsesformand for NHH A/S. Pressefoto.
Per Hald, bestyrelsesformand for NHH A/S. Pressefoto.

Den Hellerup-baserede entreprenørvirksomhed N.H.Hansen & Søn A/S – i daglig tale NHH A/S – har netop offentliggjort sit seneste regnskab for koncernen med en rekordomsætning på 225 mio. kroner og selskabs driftsresultat før afskrivning udgør 14,5 mio. kroner. I regnskabsåret har familievirksomheden været involveret i flere større projekter, som alle har bidraget til årets rekordomsætning.

– Det er vores bedste regnskab nogensinde. Vi er lykkedes med en omsætning på over 200 mio. kroner med udgangspunkt i en stabil bundlinje. Det er vi meget stolte over, da vi ser det som et tegn på, at bygherrer og rådgivere belønner det hårde arbejde, vi lægger for dagen med altid at levere kvalitetsbyggeri til tiden, siger Per Hald, bestyrelsesformand for NHH A/S og partner hos advokatfirmaet Brandt & Lauritzen.

Det succesfulde regnskabsår er påvirket af et højt aktivitetsniveau med en række store hoved- og fagentrepriser som DTU med opbygning af auditorier til moderne undervisningsbrug, Mærsk Tårnet Panum, en opgave med at projektere, fremstille og montere lofter og gulve og æstetiske auditorier i det 74 meter høje tårn, samt renovering af en lang række almene boliger i Brøndby Parken.

Der er lagt op til, at NHH A/S vil fortsætte den gode udvikling i 2017, hvor virksomheden i øjeblikket er i gang med adskillige nye projekter.

Loyale medarbejdere er grundstammen

Mens store dele af branchen hyrer kompetencer ind udefra, så er NHH A/S en af Danmarks største tømrervirksomheder målt på antal ansatte, idet virksomheden beskæftiger 100 tømrere.

– Jeg vil gerne rose vores dygtige medarbejdere, som har ydet en kæmpe indsats. Mange af medarbejderne har været i NHH A/S i en årrække og lever hver dag op til vores værdier som ordentlighed, pålidelighed og ordholdenhed. Det er hele fundamentet for vores lange kunderelationer, siger Per Hald.

Den familieejede virksomhed har mere end 100 års erfaring og står i dag stærkt positioneret på markedet som en af de største danske tømrervirksomheder. Forretningstilgangen er, at de bedste resultater kommer gennem kvalitet og stabilitet, ligesom det ikke handler om at vokse bare for at vokse.

– Vi er ambitiøse og vil naturligvis gerne forsætte den gode udvikling, hvor vi forventer at nå en omsætning på 250 mio. kroner i 2017. Det er dog magtpåliggende for os, at vi vækster på en kontrolleret måde, hvor bundlinjen følger med toplinjen, understreger Per Hald.

Relateret indhold