Mindre byggefirmaer føler sig misbrugt

Små byggevirksomheder beskylder de større for dårlig moral, når de efter et vindende udbud udskiftes med et billigere alternativ af hovedentreprenøren.
Flere håndværksvirksomheder føler sig misbrugt af de større entreprenører. Foto: Colourbox.
Flere håndværksvirksomheder føler sig misbrugt af de større entreprenører. Foto: Colourbox.

En årrække med krise og deraf markant øget pres på fortjenesten har gjort tonen skarpere – og moralen måske lidt mere flosset – i branchen. I hvert fald føler flere mindre virksomheder sig decideret misbrugt af de store entreprenører. Beskyldningerne går på, at nogle unavngivne hovedentreprenører efter en vundet licitation tager underleverandørens bud og beder om et alternativt og billigere bud fra en tredje virksomhed. Det skriver Jyllands-Posten.

Dermed bliver underleverandørerne en form for regnecentraler for de større hovedleverandører, der selv slipper for del-udregningerne.

Den fornødne respekt

To af landets største koncerner, NCC og MT Højgaard, afviser beskyldningerne.

– Det kan jeg ikke genkende. MT Højgaard lægger meget vægt på at have en forståelse af, at man behandler hinanden med respekt og den nødvendige integritet…. det er ikke sådan, at vi tager et tilbud med og lægger foran en anden og spørger “kan du slå det her?”, siger divisionsdirektør Jesper Nordby, MTH, til avisen.

Fremgangsmåden er ikke ulovlig, men den er nok nærmere et billede på dårlig moral i en økonomisk presset branche.

– Vi kan nikke genkendende til det, for det hører vi mange gange. Det er ikke noget, vi bifalder, og vi synes, det er uhæderligt, siger direktør Erik Møbius, Dansk Håndværk, til Jyllands-Posten.

Der findes ingen analyser eller opgørelser over omfanget af problemet, som flere dog mener sker i mellem 10 og 40 procent af tilfældene.

Relateret indhold