Miljøfarlig tagrensning: Pas på “gode tilbud”

Irske tagrensere tilbyder billig tagrensning på Sjælland, men det er uden at overholde de arbejdsmiljømæssige regler.
Politiet måtte forleden standse en tagrensning nær Roskilde, hvor tre irske håndværkere var i gang med at spule et asbesttag uden at følge de korrekte miljømæssige regler. Foto: Colourbox.
Politiet måtte forleden standse en tagrensning nær Roskilde, hvor tre irske håndværkere var i gang med at spule et asbesttag uden at følge de korrekte miljømæssige regler. Foto: Colourbox.

Med forårets komme er det også tegn til, at plattenslagere dukker op på villavejene med en række tilbud, der simpelthen er for gode til at være sande.

Det har i årevis været velkendt at ikke mindst irske asfaltarbejdere hærgede med tilbud på asfaltering af indkørsler m.m., men nu dukker også tilbud om tagrensning op.

Senest har politiet på Midtsjælland været kaldt ud til en ulovlig tagrensning i Gyngemosen ved Lindenborg i Roskilde.

Politiet modtog en anmeldelse om, at nogle udenlandske håndværkere var i færd med at rense et tag på en privat bopæl. Politiet kørte til stedet, hvor myndighederne kunne konstatere, at tre irske mænd, der var kørende i en udenlandsk registreret Ford Transit, havde spulet et asbesttag.

Skal undersøges for asbest

Arbejdet blev straks standset, da myndighederne mistænkte de irske mænd for ikke at udføre arbejdet ifølge de arbejdsmiljømæssige regler på området. Derfor vil Lejre Kommunes miljøafdeling i dag undersøge området for eventuel asbest og derefter tage stilling til, om området skal renses for asbesten.

Husejeren kunne i øvrigt oplyse politiet om, at han havde accepteret et tilbud fra de irske arbejdere om tagrensningen til en aftalt pris. Politiet foretager sig foreløbigt ikke videre over for hverken husejeren eller de irske tagrensere.

Strid om pris og ydelser

Viser det sig, at der er forurening, kan det blive et dyrt bekendtskab for den pågældende husejer at ville have en billig tagrensning.

Politiet advarer mod uopfordrede tilbud fra udenlandske håndværkere om forskellige håndværksmæssige ydelser. Det er politiets erfaring, at der ofte opstår strid om den aftalte ydelse eller om prisen for det udførte arbejde, ligesom arbejdet – som i det konkrete tilfælde – måske ikke bliver udført efter gældende, danske regler med risiko for yderligere omkostninger til parterne i den indgåede aftale.

Relateret indhold