Vinteren 2013/2014 har foreløbig været så mild, at arbejdet med flere vejprojekter er forud for tidsplanen. Det gælder for eksempel et 11 kilometer langt motorvejsstykke øst for Silkeborg mellem Hårup og Låsby, som er planlagt til at åbne i efteråret 2015.
Men nu ser det ud til, at åbningen kan ske allerede i løbet af sommeren 2015. Det skriver aoh.dk.
– Om det bliver juni eller en gang i august, kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men der er så god fremdrift derude, at alt tyder på, at den officielle indvielse bliver i sommermånederne, siger projektleder Carsten Sandgaard, Vejdirektoratet.
Regnen er afgørende
Trods en del regn i vinterens løb har det altså været muligt at arbejde en stor del af tiden.
– Og en tilsvarende gunstig sommer er for os, at der ikke falder megen regn. Det må godt regne, sådan som det gør i en normal dansk sommer, men den skal ikke “regne væk”. Ellers går det ud over tidsplanen og anlægsarbejdet forsinkes, siger han til aoh.dk.
Selvom åbningen af motorvejsstykket vil ske allerede tidligt på sommeren næste år, så må pendlere mellem Aarhus og Herning dog fortsat have tålmodighed. Stykket gennem selve Silkeborg By står nemlig først klar til åbning i efteråret 2016.