Mikroboliger har masser af potentiale

Salget af 119 mikroboliger nær Aarhus er gået som varmt brød - det lover godt for kommende investeringer.
Boligerne her i Tilst ved Aarhus er gået som varmt brød. Illustration: 1927 Estate.
Boligerne her i Tilst ved Aarhus er gået som varmt brød. Illustration: 1927 Estate.

I juni kunne den aarhusianske ejendomsudvikler 1927 Estate offentliggøre salget af 119 mikroboliger i Aarhus-forstaden Tilst til investeringsselskabet Difko. Nu er nøglerne afleveret og transaktionen gennemført.

– Det er altid med en vis stolthed, når vi afleverer endnu et projekt til en tilfreds køber. Specielt denne gang, hvor vi har testet et helt nyt koncept, som ikke ses mange andre steder i denne skala, fortæller administrerende direktør i 1927 Estate, Søren Hampen Kristensen, og fortsætter:

– Kombinationen af de bæredygtige tiltag som solceller på taget og minimeringen af materialebrug gennem komprimeringen af boligerne, passer som fod i hose til vores strategi om at tage et ansvar som ejendomsudvikler overfor de kommende generationer.

Populært hos køber

Også hos køber er der stor tilfredshed med overtagelsen af ejendommen, som blev førstegangsudlejet på kun to måneder.

Hos Difko er man nu i gang med salget til investorer, og adm. direktør i Difko, Niels Jørgen Pedersen, tilføjer:

– Micro Living passer perfekt til vores investorer, der ønsker et højt stabilt afkast via en investering i en ejendom, der er bygget efter de bedste principper indenfor bæredygtighed.

Gangsted Advokatfirma har rådgivet Difko under transaktionen.

Kommuner kan hjælpe til

Projektet – som går under navnet Micro Living – består af et-værelses boliger på 20-25 kvadratmeter, som har alle funktioner fra en almindelig bolig med opholdsrum, køkken, bad/toilet samt soveafdeling. Og hos 1927 Estate håber man på bredere interesse.

– Vi leder efter kommuner, som gerne vil gå denne vej og indarbejde Micro Livings bæredygtige koncept i lokalplaner til gavn for den grønne omstilling og den efterspørgsel, der er i markedet. Som mange kommune- og lokalplaner er i dag, er der desværre ikke mulighed for opførslen af små enheder og dermed mikroboliger, siger marketing director ved 1927 Estate Peter Larsen til Dagens Byggeri.

Boligerne i fokus er beliggende i Blomsterhaven i Tilst lige udenfor Aarhus, hvor 1927 Estate over de sidste knap tre år har udlejet næsten 600 enheder.

Relateret indhold