Markant fald i antallet af tvangsauktioner over ejerboliger

Direktør Karsten Beltoft, Realkreditforeningen. Foto: Jeppe Carlsen.
Direktør Karsten Beltoft, Realkreditforeningen. Foto: Jeppe Carlsen.

I årets første halvår endte 1.164 ejerboliger på tvangsauktion mod 1.564 i samme periode sidste år. Der er tale om et fald på 400 svarende til godt 25 procent. For juni måned isoleret set er der også tale om et fald fra 249 ejerboliger på tvangsauktion i juni 2013 til 188 i juni i år. Det viser tal fra www.tvangsauktioner.dk.

Fald i udkanten

Generelt er der tale om et pænt fald i de kommuner, der længe har været hårdt ramt af mange tvangsauktioner. Det gælder især Lolland-Falster og Sydsjælland. Det er glædeligt at notere, at de seks kommuner med flest tvangsauktioner alle oplever et fald i forhold til første halvår 2013.

Den generelle økonomi er i bedring – det er der en række tegn på: De seneste indikatorer fra industrien og antallet af opslåede stillinger vidner om en stærk optimisme, og øget vækst og beskæftigelse smitter af på boligmarkedet. Samtidig har forbrugertilliden nu været positiv gennem det seneste år, hvilket er endnu et positiv tegn. Der er desuden fremgang at spore i antallet af handler i samtlige landsdele, og senest i forgårs viste tal fra Danmarks Statistik tillige pæne prisstigninger.

Stadig problemer

Boligmarkedet er i bedring, og stadigt flere tillidsindikatorer peger i den rigtige retning, men vi mangler stadig håndfaste tegn på en generel og varig bedring af økonomien, og som tallene tydeligt viser, så er der stadig områder i Danmark, der er hårdt ramt af tvangsauktioner.

Relateret indhold