Mangor & Nagel har ansat Bente Andersen som administrerende direktør. Bente Andersen kommer fra en stilling som direktør hos arkitektfirmaet Entasis. Det skriver Mangor & Nagel i en pressemeddelelse.
Bente Andersen skal indgå i et tæt samarbejde med virksomhedens nuværende direktør, Torben Nagel, der med ansættelsen vil få bedre tid og mere rum til at udvikle nye markeder og projekter.
Det er vigtigt at huske, at det er menneskers kreativitet og markedsforståelse, der skaber vækst i arkitektbranchen – ikke ensidigt fokus på bundlinjen og resultaterne.
Bente Andersen Kommende direktør hos Mangor & Nagel
– Med mere end 80 medarbejdere og cirka 60 millioner kroner i omsætning har Mangor & Nagel brug for at styrke organisationen, produktudviklingen og vores position i markedet. Med Bente får vi en direktør, der har vist, at hun kan få kreative mennesker og organisationer til at skabe flotte resultater. Og så har Bente en unik indsigt, som passer perfekt til fremtidens arkitektmarked, hvor disciplinerne smelter sammen i disse år, siger Torben Nagel, der ejer Mangor & Nagel sammen med sin bror, Karsten Nagel.
Langt CV
Bente Andersen har en MBA fra Copenhagen Business School og er optaget i Akademisk Arkitektforening. Derudover har hun erfaring fra både arkitekt-, ingeniør-, bygherre- og udviklersiden. Med en mangeårig baggrund i arkitektbranchen og stillinger i blandt andet Cowi, PWC, Finansministeriet og senest Entasis har Bente Andersen ifølge Mangor & Nagel været med i udviklingen af nogle af de mest markante skift i byggebranchen i Danmark. Bente Andersen var således blandt de første inden for OPP, kreativ udvikling og efteruddannelse af ingeniører og arkitekter samt ikke mindst bølgen af bæredygtigt byggeri, hvor hun blandt andet var med til at skabe verdens første CO2-neutrale bygning.
Desuden fordoblede hun omsætningen hos Entasis og styrkede indtjeningen betydeligt i de to år, hun har virket som direktør.
Markedsforståelsen vigtigst
– Det er vigtigt at huske, at det er menneskers kreativitet og markedsforståelse, der skaber vækst i arkitektbranchen – ikke ensidigt fokus på bundlinjen og resultaterne. Derfor glæder jeg mig til samarbejdet med Torben Nagel og alle de dygtige medarbejdere i Mangor & Nagel, som gennem to generationer har vist, at de også fokuserer på at skabe en virksomhedskultur og bygninger, der passer til både brugernes og bygherrernes behov, siger Bente Andersen.
Bente Andersen tiltræder den 1. juni 2015 og vil veksle mellem Mangor & Nagels fire kontorer frem til årsskiftet, hvor det formelle direktørskifte træder i kraft.