Ifølge en prognose udarbejdet for Ingeniørforeningen, IDA, vil Danmark i 2030 mangle 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse.
Derfor var det et skridt på vej i den rigtige retning for Danmarks ellers skrumpende beholdningen af ingeniører, it-specialister og naturvidenskabelige kandidater, da man i juli kunne læse, at der i 2023 er optaget 11 % flere på civilingeniøruddannelsen sammenlignet med 2022, mens optaget på diplomingeniøruddannelsen ligger på samme niveau sammenlignet med sidste år.
Samlet set giver det en fremgang for ingeniøruddannelserne på 6 %, mens it-uddannelserne bredt set har en fremgang på 10 %.
Der mangler dog stadig vidensarbejdere med STEM-kompetencer i hele landet, og at udbuddet generelt er mindre end efterspørgslen ses tydeligt i IDA’s lønstatistik for 2023. Her kan man læse sort på hvidt, at de privatansatte medlemmer i gennemsnit har fået en lønstigning på 6,5 % i perioden september 2022-september 2023. I samme periode har inflationen herhjemme ligget på 0,9 %.
– Ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-specialister er en mangelvare i rigtig mange virksomheder. Ledigheden blandt vores medlemmer er lav, som den i øvrigt har været i lang tid, og tilmed peger den seneste prognose på, at der også vil være efterspørgsel på IDA’s medlemmer i en rum tid fremover, siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.
– Vi uddanner simpelthen alt for få vidensarbejdere med STEM-kompetencer, og vi formår heller ikke at tiltrække og fastholde nok højtuddannede specialister fra udlandet. Når varen er knap, stiger prisen. Og det slår igennem på lønudviklingen, som giver en pæn gennemsnitlig reallønsfremgang for vores medlemmer på det private område i det forgange år, tilføjer hun.
Har indhentet den udhulede købekraft
Malene Matthison-Hansen peger på, at med en gennemsnitlig lønstigning på 6,5 % i den private sektor og dermed en reallønsudvikling på 5,6 % i gennemsnit, så har mange formentlig indhentet broderparten af den udhuling af købekraften, der ramte os med forrige års galoperende inflation.
– Mange af IDA’s medlemmer er igen tilbage på sporet og har indhentet det tabte. Men vi er også bevidste om, at der er tale om gennemsnitlige lønstigninger. Så der er også medlemmer, der fortsat oplever, at deres købekraft ikke er, hvad den var for bare et par år siden, siger hun.
Bekymrende for Danmark
Malene Matthison-Hansen forudser, at manglen på højtuddannede med kompetencer indenfor it, teknologi og naturvidenskab også vil påvirke lønudviklingen i de kommende år.
– Historien om at akademikere uddannes til ledighed herhjemme, er og bliver en myte særligt for IDA’s medlemsgrupper. Der er fuldt tryk på arbejdsmarkedet for STEM-uddannede med mange jobåbninger, siger hun og kigger fremad:
– De gode tider ser ud til at fortsætte for den enkelte, men for Danmark som produktionsland og videnssamfund er det bekymrende. Vi ser flaskehalse i flere brancher, og det er gift for udvikling, fremdrift og velstand.
Ansæt seniorer
IDA opfordrede allerede for et år siden, at de virksomheder, der har ubesatte stillinger, kigger i retning af de internationale dimittender, der har taget deres uddannelse i Danmark og ønsker at blive her.
Det opfordrer Malene Matthison-Hansen stadig til. Dertil kommer hun med endnu en opfordring:
– Vi ved, at mange seniorer forlader arbejdsmarkedet ufrivilligt, fordi de simpelthen bliver afskediget, når de når en given alder. Det kan gøres bedre, og her er senioraftaler med øget fleksibilitet et oplagt værktøj til at fastholde de mest erfarne kræfter, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, slutter hun.