Maleropgaver nedspares af uerfarne rådgivere og arkitekter

Dansk Byggeri Malersektionen oplever et stigende problem med uerfarne rådgivere, der presser malerbranchen til at udføre opgaver uden nødvendigt forarbejde. Der udfærdiges mangelfulde beskrivelser for at presse prisen, og, det koster dyrt på byggerierne.
Bestyrelsesmedlem Jesper Kokholm, Dansk Byggeri Malersektionen. Pressefoto.
Bestyrelsesmedlem Jesper Kokholm, Dansk Byggeri Malersektionen. Pressefoto.

Der er en klar sammenhæng mellem mangellisternes mange anmærkninger på slutfinish og nedsparing af malerprocesserne.

Vi ser i stigende omfang, at beskrivelser på maleropgaver på særligt nybyggeri udfærdiges af rådgivere og arkitekter, der ingenting ved om faget. Det betyder, at filt typisk er valgt fra, og der males direkte på betonen. Det giver ujævnheder og problemer med slutfinish. Vi ser også i stigende omfang, at byggelederne på byggerierne går mere op i at spare en kvart til halv procent af byggesummen ved at fjerne forarbejder på maleropgaverne, end de går op i at byggeriet bliver afleveret, som det skal, og lever op til bygherrens ønsker. Vi ønsker, at vores medlemmer skal kunne aflevere flotte byggerier, og vi vil håndhæve beskrevne processer, så kvaliteten fremadrettet kommer i top igen. Det vil samtidig give langt færre mangler.

Også renoveringsopgaver giver problemer

Vi ser også problemet i forhold til renoveringsopgaver.

I forbindelse med træværk fravælges der for eksempel tit nedslibning af træ inden maling. Man vasker blot træværket ned, og maler ovenpå. Det giver et dårligt resultat med risiko for afskalninger, og i den sidste ende byggerier, der holder kortere tid. Vi må have praksis ændret nu, og vi vil opfordre vores medlemmer til at stå fast på alle processer i malerarbejdet. Vi har i for lang tid accepteret disse forhold og betaler prisen for det nu. Vores medlemmer skal kunne udføre et ordentligt arbejde, så vi kan få kvaliteten op igen.

Garantier giver problemer

En afledet effekt af det mangelfulde forarbejde er, at de garantier, som der skal gives på byggerierne – fem år på erhvervsbyggerier og 10 år på private byggerier – ikke kan gives. Det er et skråplan, og der skal rettes op nu.

Relateret indhold