Bordet fanger, når forligsmanden sætter hele LO-områdets overenskomster under samme paraply, og her blev resultatet, at 77 procent stemte ja. Dermed er forligsmandens forslag til en ny treårig overenskomst vedtaget.
Men isoleret set stemte medlemmerne af Malerforbundet et stort og massivt nej til forslaget, idet 3.642 af de stemmeberettigede 8.366 medlemmer stemte nej. Kun 727 stemte ja.
Malerforbundets formand Jørn Erik Nielsen accepterer spillereglerne, hvor malerne nu får trukket et overenskomstresultat, de er modstandere af, ned over hovedet, men samtidig mener han, at “systemet har spillet fallit”, når “Dansk Arbejdsgiverforening går ind og stjæler de decentrale forhandlinger”:
– Selv om vi siger nej på malerområdet, betyder det ikke noget. Vore medlemmer fulgte bestyrelsens opfordring og stemte nej. Vi har sendt et klart signal til arbejdsgiverne om, at vi er utilfredse med manglende handling i forhold til social dumping, siger Jørn Erik Nielsen.
Stor stigning for elever
Direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre slår fast, at malermestrene som helhed er ganske tilfredse med overenskomsten, bortset fra de “høje stigninger” på elevlønnen, der er overført fra industriens område:
– Det er en stigning på 1,9 procent de næste tre år, og det er alt for meget i forhold til de generelle lønstigninger i malerfaget, siger Ole Draborg, der tager det store nej fra malerforbundets medlemmer som et udtryk for manglende aftaler omkring social dumping – eksempelvis akkordafsavnstillæg.
Uklarhed
Overenskomsten på malerområdet er i øvrigt ikke helt på plads, da der hersker tvivl omkring, at malerfaget hører til under minimallønområdet eller normallønområdet.
Det har konsekvenser for, hvilke regulering akkordudbetaling og mindstebetalingssats reguleres med, ligesom det har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt fagets prisliste skal reguleres eller ej. Det skal en voldgift senere afklare.
Jørn Erik Nielsen er dog overbevist om, at en voldgift vil konstatere, at malerområdet fortsat er normalslønsområde, som man fandt frem til, da sagen senest blev afgjort i 1985.
Klart signal
På VVS-området var der endnu færre – kun 3,4 procent – der stemte ja til den nye overenskomst, mens hele 96,6 procent af de afgivne stemmer vendte tommelen nedad. Elektrikerne stemte for overenskomsten med 84 procent af stemmerne.
Formaden for Blik & Rør Max Meyer, mener, at afstemningsresultatet er “et klart signal fra medlemmerne”:
– De vil ikke finde sig i arbejdsgivernes ultimative krav og manglende lyst til at forhandle. Vi er tilfredse. Både med resultatet og fremgangen i andelen af afgivne stemmer (i forhold til sidste afstemning i 2012 – red). Det viser, at der er sammenhold og opbakning mod arbejdsgivernes angreb på overenskomsten, siger Max Meyer.
Overskuelige rammer
Hos arbejdsgiverne slår Tekniqs administrerende direktør Niels Jørgen Hansen fast, at det for Tekniq var “et centralt tema at opnå en ændring af overenskomsten på akkordområdet”, men i vvs-overenskomsten er der kun sket de ændringer, der er indgået i forligsmandens mæglingsforslag.
– Overenskomsten holder sig inden for nogle overskuelige økonomiske rammer og giver mulighed for at holde den årlige stigning på lønomkostningerne på cirka 0,4 procent. Vi havde dog håbet, at vi havde kunnet tage nogle skridt til en mere fleksibel overenskomst, men det må vi så forsøge igen næste gang, siger han.
De nye overenskomster gælder fra den 1. marts i år og frem til den 1. marts 2017.