Lufthavn vil udvide for mere end 100 millioner kroner

Længere bagagebånd og mere plads til de ankommende passagerer. Det er målet med et nyt byggeprojekt Københavns Lufthavn.
Københavns Lufthavn har sendt et nyt byggeprojekt i udbud. Det skal planlægges nu, hvis anlægget skal kunne stå klar i 2018. Pressefoto.
Københavns Lufthavn har sendt et nyt byggeprojekt i udbud. Det skal planlægges nu, hvis anlægget skal kunne stå klar i 2018. Pressefoto.

30-35.000 ankommende kufferter hver dag kræver en velfungerende bagageudlevering. Og med den forventede vækst i antallet af nye flyruter og rejsemål i de kommende år er der brug for konstante forbedringer. Derfor har Københavns Lufthavn taget første skridt til en udvidelse af bagageudleveringen med længere bagagebånd og mere plads til passagerne.

– Vi har de senere år haft en ganske markant vækst i antallet af passagerer – alene i årets første syv måneder en vækst på 10,7 procent. Selvom langt flere passagagerer i dag kun rejser med håndbagage, så er der samlet set også kommet lidt mere indtjekket bagage. Derfor går vi nu i gang med at planlægge en udvidelse af hele området til bagageudlevering, fortæller Kristian Durhuus, der er driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Det er meget komplekst at bygge midt i hjertet af en travl lufthavn, uden det påvirker passagerne og driften.

Driftsdirektør Kristian Durhuus Københavns Lufthavn

Flere projekter

Nu planlægges det at gøre to af de otte bagagebånd længere og samtidig skabe mere plads til passagerne. Det kræver en markant ombygning og flytning af teknik og kontorer. Derfor har lufthavnen netop sendt opgaven med rådgivning af projektet i EU-udbud.

– Det er meget komplekst at bygge midt i hjertet af en travl lufthavn, uden det påvirker passagerne og driften. Det kræver skarp planlægning – og god tid. Derfor forventer vi, at den planlagte udbygning vil være klar om et par år. Lige nu er målet sommeren 2018, men det bliver vi klogere på, når projektet er klar til at blive sat i gang, fortæller Kristian Durhuus.

Af samme grund kan der heller ikke sættes pris på projektet endnu. Men det bliver en investering på mere end 100 millioner kroner.

Mere plads til passagererne

Der vil blive omkring 500 kvadratmeter ekstra opholdsplads til passagerne – i alt 3.150 kvadratmeter omkring de nye bagagebånd 1 og 2. Dertil kommer ekstra plads til de større bagagebånd, teknik og nye kørselsveje til bagagefolkene.

Som det fremgår af lufthavnens udbygningsplan, ‘Expanding CPH’ fra 2014, så venter der i fremtiden yderligere udbygninger af bagageudleveringen. Det kræver dog først en lang række andre udbygninger og ombygninger af både terminaler og teknik.

– Projekterne bliver til i et tæt samarbejde med flyselskaberne og de handlingsselskaber, som på flyselskabernes vegne håndterer både den ankommende og den udgående bagage, fortæller Kristian Durhuus.

Relateret indhold