Lønudviklingen i byggeriet fortsætter opad

Ingen grund til at tale overophedning, mener Bygge- Anlæg- og Trækartellet.
Sekretariatschef Gunde Odgaard, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. Pressefoto.
Sekretariatschef Gunde Odgaard, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. Pressefoto.

Det buldrer derudad i byggeriet – og således også på lønkontoen hos medarbejderne i branchen. Det viser de seneste tal fra Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik, som BAT-kartellet har set nærmere på.

Her fremgår det, at der er enddog meget pæne lønstigninger i første kvartal af 2021. Indenfor apteringsfagene er stigningstakten på 4,0 procent og i installationsfagene lander man på 3,1 procent. Det må alt andet lige siges at være pæne lønstigninger. Med den relativt lave inflation på cirka 1,5 procent stiger reallønnen således markant.

En forholdsvis stor del af lønstigningen kan forklares med, at de aftalte bestemte fritvalgsordninger er steget med 1,2 procent, hvilket er mere end i både fremstillingsindustrien og i servicefagene. Så der er langt fra tale om en overophedning i byggeriet, forklarer Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i Bygge- Anlæg- og Trækartellet.

– Jeg vil stilfærdigt gøre opmærksom på, at byggeriets lønstigninger for de timelønnede konsekvent har ligget under lønstigningstakten for byggeriets funktionærer i de seneste godt fire år. Første kvartal 2021 er undtagelsen, siger han.

Desuden har der været ekstraordinær gang i byggeriet, især den del der hedder renovering og vedligeholdelse, som har fået en ekstra “spand kul” i parcelhusene under corona-krisen.

Ikke unormalt

Det er ikke unormalt, at lønnen stiger, når der er gang i byggeriet, fortsætter Gunde Odgaard.

– Samtidig er det jo heller ikke unormalt, at lønnen falder tilsvarende meget, når vi oplever lavkonjunktur. Vi oplever faktisk undertiden i byggeriet, at lønstigningstakten bliver under nul. Det gør man ikke i andre fag, siger han.

I den udstrækning virksomhederne i byggeriet måtte mangle medarbejdere, ville det være yderst relevant for de mere kvikke i klassen at holde på dem de i forvejen har, og i længere tid end tilfældet er i dag.

Mange forsvinder nemlig fra branchen, når de er et stykke oppe i 40’erne. Men kunne man vende den udvikling og udsætte afgangen fra byggeriet, ville dette i sig selv have en positiv effekt for den arbejdskraft, der er til rådighed.

Ser frem til nuanceret diskussion

Sektretariatschefen understreger, at om der virkelig er mangel på arbejdskraft, så er det underligt, at man inden for flere af byggeriets fag stadigvæk kan støde på lærlinge i skolepraktik.

– Alle der vil uddanne sig inden for vores byggeriets mange fag, burde, under en højkonjunktur, have mulighed for at komme ud og få et praktikforløb i en virksomhed, siger Gunde Odgaard og peger på, at lønstigninger måske ikke er det værste værktøj til at lokke flere unge ind i branchen.

– Derfor bør man også have en mere nuanceret diskussion omkring overophedning, end hvad mange økonomer ligger op til, siger han.

Relateret indhold