Projektets aktører
- Bygherre: Greve Vandværk
- Bygherrerådgiver: Niras
- Totalentreprenør: LM Byg/Vand & Teknik konsortiet (LM Byg og Vand & Teknik)
- Arkitekt: Ginneruparkitekter
- Rådgivende ingeniører: Drias Rådgivende Ingeniører
I september 2023 startede forvandlingen fra en tom grund i Greve til et kommende moderne vandværk, H2O-Fabrikken, da første spadestik fandt sted.
I årets første måned nåede råhusentreprenøren, LM Byg, så endnu en milepæl:
Med 225 m3 beton blev terrændækket støbt, og dermed blev fundamentet til det nye vandværk, der samler kommunens to vandværker i ét, lagt.
Læs også: LM Byg vinder nyt pharmabyggeri – nu i Nordsjælland
LM Byg realiserer projektet i konsortium med Vand & Teknik.
– Med et helt nyt og moderne vandværk har vi de bedste muligheder for at fremtidssikre Greve-borgernes drikkevand. Det nye vandværk sikrer, at vi kan levere nok vand af en god kvalitet til alle, siger Tina Braunstein, direktør i Greve Vand.
98,1 tons galvaniseret stålskelet
Området omkring det nye vandværk bliver åbent, så det inviterer til gå- eller cykelture for naboer og andre besøgene, lige som naturfarvede facader og store, åbne vinduespartier skal give de forbipasserende et indblik i vandets vej fra råvand til drikkevand.
Med terrændækket støbt fortsatte LM Byg arbejdet med at opføre råhuset, og lige i hælene på den ene milepæl, ramte de den næste, da vandværkets store stålkonstruktion blev rejst.
Læs også: Færre frustrationer og bedre byggeproces – råhusentreprenør har fundet formlen
Montagen af stålkonstruktionen blev færdiggjort få uger efter terrændækket var støbt, og i dag står 98,1 tons galvaniseret stålskelet og udgør råhuset til det nye vandværk.
– Arbejdet i Greve skrider stødt fremad, og jeg er imponeret og stolt over projektteamets indsats, siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i LM Byg.
CO2-reduktion for øje
Udover at øge forsyningssikkerheden får det nye vandværk solceller på taget for at understøtte omstillingen til grøn energi. Beplantningen og de åbne udearealer skal sikre, at planter, insekter og dyr trives.
Materialerne til vandværket er valgt ud fra et lavere CO2-indhold, oplyses det videre, ligesom der er fokus på design for adskillelse, så materialerne ville kunne genbruges eller genanvendelses senere hen.
Også under støbningen af terrændækket var det med CO2-reduktion for øje, og her sørgede LM Byg for, at de 225 m3 beton dels bestod af den CO2-reducerede variant, FutureCem – en betonblanding råhusentreprenøren har erfaringer med fra tidligere projekter som BIG HQ – og dels LM Bygs egen betonblanding LM Mix.
– LM Byg har vist, at de tænker omgivelserne ind i projektet, så bygningen ikke bare bliver en firkantet klods af traditionel beton, men en integreret del af lokalsamfundet med respekt for natur og miljø, siger Tina Braunstein.
Vandværket står færdigt i 2025.