Sidste år startede der noget så sjældent som en ny produktionsvirksomhed i Viborg. Selskabet hedder Pro-Duct og leverer hovedsageligt ventilation og skakter i specialmål. Lige nu er der kun tre mand til at klare alt fra produktion til ledelse, men det giver selskabet en fleksibilitet, som de store ikke har.
– Når montører står og mangler et stykke rør eller sådan noget for at komme videre, så er det dyrt at stå at vente. Der er vi fleksible i produktionen, og det mindsker leveringstiden, siger Christian Kragsig, der er firmaets direktør.
– Vi laver alt der kan klippes, bukkes og skæres i tyndplade for eksempel inddækninger til murkroner, tilsætninger ved vindue, porte, døre og vindnæser, siger Christian Kragsig.
Han har en fortid som montør i ventilationsbranchen, og her var det hans erfaring, at de store virksomheder havde ventetider på 10 dage.
Foden indenfor milliardprojekt
Fokus har hidtil været – og er stadigvæk – de små virksomheder, men i juni leverede Pro-Duct affaldsskakte til Bach Gruppen, der er i gang med opførelsen af den sidste del af Bølgen i Vejle. Det nye samarbejde betyder også, at de skal levere til Bach Gruppens milliardprojekt i København, hvor de bygger boliger for over en milliard.
– På en eller anden måde kom vi i kontakt med Bach Gruppen om at levere affaldsskakte til Bølgen. Det er åbenbart en niche, som vi kan fylde ud. Nu håber vi på at komme med i deres byggeri i København, for selv om det måske er en lille post for dem, vi skal levere, så ville det betyde meget for os, siger Christian Kragsig.
Han sætter dog ikke sin lid til en stor kunde, da det er for usikkert grundlag. Håbet er at kunne skaffe mange små kunder, der kan sikre en rolig og stabil vækst i et tempo, Pro-Duct kan følge med på. Med det sagt skal virksomheden vokse, før det bliver rentabelt, så fremtidsvisionen er at vokse betragteligt i størrelse.
Et af de steder, hvor Pro-Duct adskiller sig fra de fleste firmaer, er, at både chefer og sælger indgår i den daglige produktion, når det hele spidser til. Selv om de har en mand fast i produktionen, må de deles om arbejdet.
– Vi kan alle springe til i produktionen, hvis det bliver nødvendigt. Jeg har også gjort lokummerne rene, for det skal jo gøres, siger Christian Kragsig.