Borrekrattet 7
- Arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus i Kgs. Lyngby er opført i 1939 som hjem og tegnestue for arkitekten og hans familie. Huset er et personligt bud på enfamiliehuset præget af arkitektens nøjsomme og konkrete tilgang til faget, hvor funktion er ligeværdig med form.
- Viggo Møller-Jensens eget hus indgår i Realdania By & Bygs samling af ca. 60 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem næsten 500 år, og er med til at fremme den levende bygningskultur. Samlingen tæller bl.a. 15 af store danske arkitekters egne huse. Huset skal fremover udlejes som privatbolig.
- Kilde: Realdania By og Byg
Arkitekten Viggo Møller-Jensen havde stor indflydelse på kvaliteten af det sociale boligbyggeri fra 1940’erne og frem.
Hans eget hus i Lyngby byggede han som ung 32-årig arkitekt i 1939. Et lille hus i det naturskønne Mølleådalen, som både rummer datidens strømninger og indvarslede hans tilgang til arkitektur: Nøjsom og konkret, hvor funktion er ligeværdig med form.
I foråret 2020 købte Realdania By & Byg huset af Viggo Møller-Jensens efterkommere, og samme år startede arkitekter, konservatorer og håndværkere arbejdet med at restaurere huset, der 81 år efter dets opførelse stadig stod med sit oprindelige udtryk intakt og bevaret.
På blot 125 kvadratmeter har huset alle funktioner og praktikaliteter og samtidigt velafbalancerede og stemningsfulde rum med præcise lysindfald og sanselige farver.
Da Viggo Møller-Jensen i 1943 tegnede Atelierhusene ved Utterslev Mose i København, som i dag er fredede, var det med direkte inspiration fra sit eget hus. Atelierhusene blev sidenhen en inspirationskilde for andre arkitekter i 1970’ernes og 80’ernes tæt-lav-bebyggelser.
– Viggo Møller-Jensens eget hus er beskedent og nøjsomt – men idérigt. Dets karakter er præget af Bedre Byggeskik-stilen, men rummer samtidig få funktionalistiske anstrøg, fortæller adm. direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
– Huset var i 64 år hjem for en personlighed i dansk arkitektur, som satte et sikkert aftryk på dansk, socialt boligbyggeri og på generationer af arkitekter i kraft af sit virke som professor på Arkitektskolen. Jeg er glad for, at huset nu er restaureret og bevaret og en del af Realdania By og Bygs samling af Arkitekternes egne huse.
Foruden Atelierhusene ved Utterslev Mose lægger huset i Mølleådalen også kimen til de værker, som skulle præge Viggo Møller-Jensens videre virke med eksempelvis Flexibo på Amager, Albertslund Syd og Farum Midtpunkt.