Med udnævnelsen til årets Gentoftekunstner hylder Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse arkitekt Lene Tranbergs langvarige og enestående bidrag til dansk arkitektur med bygningsværker, som altid giver noget tilbage til omgivelserne, til byen og til mennesket.
Lene Tranberg er som partner og medstifter i Lundgaard & Tranberg Arkitekter en af Danmarks absolut førende arkitekter. Hun blev uddannet fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole i 1984, og året efter stiftede hun sammen med Boje Lundgaard tegnestuen Lundgaard & Tranberg.
I dag har tegnestuen 64 medarbejdere og ejes af Lene Tranberg og 14 partnere.
Lundgaard & Tranberg har tegnet almene boliger, børnehaver, skoler, kraftværker, museer og kulturhuse, og er anerkendt verden over. Blandt hovedværkerne er Tietgenkollegiet i Ørestaden, CBS-Kilen på Frederiksberg, Axel Towers ved Tivoli, Sorø Kunstmuseum, Frihedsmuseet i Churchill Parken samt Skuespilhuset.
I 2021 skabte Lundgaard & Tranberg en totalinstallation til Den Danske Pavillon ved arkitekturbiennalen i Venedig, og aktuelt står tegnestuen bag Tuborg Strandeng og det nye Statens Naturhistoriske Museum, som er et af de største museumsbyggerier i Danmark i nyere tid.
Meningsfuld arkitektur
Gentofte Kommune har siden 1994 årligt udnævnt en kunstner bosiddende i Gentofte Kommune til Gentoftekunstner. Det er hele kommunalbestyrelsen, der har peget på Lene Tranberg som Gentoftekunstneren 2023.
Borgmester Michael Fenger siger:
– Lene Tranberg er en af sin generations helt store arkitekter. Hun har skabt ikoniske bygninger, som giver os nye måder at samles på. I Lene Tranbergs arkitektur er der altid en særlig respekt for sted, omgivelser og for det levede liv, som hun løfter. Lene Tranberg står for en meningsfuld arkitektur.
Blik for bygningskunst
Lene Tranberg selv har modtaget et væld af priser og æresbevisninger, bl.a. Eckersbergs Medalje sammen med Boje Lundgaard, Nykredits Arkitekturpris og C. F. Hansen Medaljen. Hun er Ridder af Dannebrog og modtog i 2022 Arkitektforeningens Æresmedalje. Lene Tranberg understreger selv, at arkitekturen altid er en holdindsats fra hele tegnestuen.
Om udnævnelsen til Gentoftekunstneren siger hun:
– Jeg er meget beæret over udnævnelsen, og jeg er glad for, at der er blik for den kunstneriske baggrund for arkitekturen. Oprindeligt hed arkitektfaget bygningskunst, og kunsten er med i alt, vi gør på tegnestuen. Det kunstneriske blik bør sikre, at tingene byder på en større rigdom, siger Lene Tranberg, der tilegner prisen til hele tegnestuen:
– Det er fællesskabet, der bærer al udvikling. Det er gennem fællesskabet og vores meget forskellige faglige kompetencer, du styrker dine egne holdninger, prøver dem af og udvider tanken gennem andres perspektiv.
Som årets Gentoftekunstner modtager Lene Tranberg 25.000 kr. og får mulighed for at vælge et værk, der reproduceres og anvendes til repræsentationsgaver i det indeværende år. Derudover figurerer værket på kommunens lykønskningskort og julekort for året.
Lene Tranberg har valgt et foto af fotograf Jens Markus Lindhe af det nye Frihedsmuseet, som Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet. Billedet skal indrammes i en simpel fyrretræsramme.