Lene Espersen klar til nye opgaver

Den tidligere udenrigsminister og konservative leder glæder sig til nye udfordringer hos Danske Ark til december.
Til december skifter Lene Espersen Christiansborg ud med direktørkontoret hos Danske Ark.
Til december skifter Lene Espersen Christiansborg ud med direktørkontoret hos Danske Ark.

Det er efterhånden mere end tyve år siden, at tre unge nyvalgte kvindelige politikere flyttede ind i deres kontorer oven på De Kongelige Stalde på Christiansborg – i daglig tale kaldet “Ridebanen”, og hvis det er varmt om sommeren, kan en svag “lugt af hest” kildre næseborene.

Da de tre politikere tog sæde i Folketingssalen og sad ved siden af hinanden, blev de af den tidligere mangeårige Christiansborgjournalist Kaare R. Skou kærligt sammenlignet med “Andersines” tre niecer – “Kylle, Pylle og Rylle”, og da en anden christiansborgjournalist sendte dem et kort fra ferien med adressen; “Kylle, Pylle og Rylle, Christiansborg Danmark”, modtog de såmænd kortet.

Tirsdag meddelte den sidste af de tre – og eneste tilbageværende – så, at hun forlader dansk politik. Dermed er såvel Gitte Seeberg, Heriette Kjær og Lene Espersen en del af den politiske historie. De to nåede at blive ministre, Lene Espersen endda Danmarks første kvindelige udenrigsminister.

Kunne ikke sige nej

Og netop Lene Espersen skifter nu til en karriere indenfor byggebranchen, når hun 1. december sætter sig i stolen som branchedirektør i Danske Arkitektvirksomheder – “Danske Ark”. Skulle nogen imidlertid forledes til at tro, at det er et emne, den 49-årige cand.oecon ikke ved noget om, så kan de godt tro om igen:

– Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, efter at jeg har prøvet næsten alt, hvad man kan opnå i politik. For mig har politik været et kald, og jeg havde ikke forestillet mig at lave noget andet. Men det lavede Danske Ark altså om på. Og så har jeg jo den fordel, at arkitekternes område ikke er nyt for mig, da jeg som erhvervsminister netop havde meget med byggebranchen at gøre. Jeg er langt fra den store arkitekturekspert, men jeg har blandt andet haft ansvaret for byggelovgivningen og kender dermed de rammevilkår, byggebranchen og dermed arkitekterne arbejder under, siger Lene Espersen til Dagens Byggeri.

Strikse regler

Hun vil ikke mindst arbejde for at ændre de meget strikse regler omkring prækvalifikation og udbud:

– Mange regler gør det vanskeligt for de små – og mellemstore virksomheder at byde på de opgaver, de ellers gerne ville med på, siger Lene Espersen videre.

Hun kalder det et drømmejob, fordi danske arkitektvirksomheder er helt i verdensklasse, og hun vil gerne bidrage til at udbrede fortællingen om, at arkitektur handler om at skabe bedre liv for alle i Danmark – at tænke intelligent over hvordan vi bygger boligerne, så de samtidig udfylder mange funktioner:

– Det er heller ingen hemmelighed, at netop organisationerne har være mine stærkeste sparringspartnere i de tyve år, hvor jeg har siddet i Folketinget. Det er nok en af grundene til, at arkitekterne har valgt mig som direktør, at jeg har en stor forståelse for vigtigheden af netværk for at skabe vækst. Nu skal jeg dog gå et spadestik dybere end det, jeg har gjort som politiker, hvor jeg mest beskæftigede mig med de overordnede rammer, siger Lene Espersen.

Kunstnere som Utzon

Hun understreger, at arkitekter laver mange forskellige opgaver i byggebranchen – lige fra at tegne og konstruere bygninger til at stå for byggeledelse og rådgivning:

– Arkitekter kan være kunstnere som eksempelvis Utzon med det smukke operahus i Sydney. Men de er også intellektuelle tænkere, der tænker over, hvordan man intelligent kan designe et hus, et landskab eller en byplan med mange funktioner. Jeg vil ikke mindst forsøge at overbevise de offentlige bygherrer om vigtigheden af at tænke i totaløkonomi i forhold til selve byggeprisen. Hvad er det klogeste på lang sigt? Jeg har stadig meget at lære om arkitekturverdenen, men jeg brænder for at lære danskerne mere om vigtigheden af en dygtig arkitekturbranche, slutter Lene Espersen.

Relateret indhold