Boligorganisationen Lejerbo Kolding bliver til Alfabo. Det blev besluttet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Lejerbo Kolding torsdag aften. Navneskiftet kommer af, at den lokale afdeling trækker sig ud af den overordnede administrationsorganisation fra nytår.
Udmeldingen kommer efter en lidt turbulent periode. Det var nemlig slet ikke planen, at Lejerbo Kolding skulle ændre deres navn.
– Vi havde egentlig forventet at beholde navnet, og administrationsorganisationen sagde ikke andet. For tre uger kom de så ind med et krav om, at vi ikke måtte bruge navnet. Vi meddelte, at vi ville træde ud i december, så det kunne de have meldt ud langt før, siger Bent Jacobsen, der er organisationsformand i Lejerbo Kolding.
Advokat på sagen
Det fik Lejerbo Kolding til at sætte en advokat på sagen. Videre gik det dog ikke.
– Advokaten kunne ikke give et entydigt svar på, hvordan en retssag ville ende eller hvor lang, den ville blive. Så det stoppede vi hurtigt igen, så vi bare kunne komme videre og være klar til 1. Januar med et nyt navn, siger Bent Jacobsen.
Han påpeger yderligere, at afdelingen også bygger i Varde, Grindsted og Vejen, hvorfor det ikke giver mening at være begrænset af en geografisk pointering i navnet. Samtidig følte bestyrelsen ikke, at Lejerbo havde det bedste ry for tiden. Tidligere har også København-afdelingen har meldt sig ud.
Derfor vurderede bestyrelsen hurtigt, at det var en fin idé at skifte navn.
– Jeg plejer at sige, at det er ligesom en hvilken som helst anden skilsmisse. Der er altid en, der føler sig forsmået, og som kan stikke en kæp i hjulet på processen. Det er det, vi føler, der er sket her, siger Bent Jacobsen.
Kunne gøres billigere
Som selvstændig er der ifølge Bent Jacobsen flere fordele, hvor det økonomiske aspekt er det klart vigtigste.
– Den ene ting er, at når vi er selvstændige, er der ikke moms på administrationsbidraget, hvilket er 750 kroner om året pr. lejemål. Udover det, har vi selv betalt for nogle ydelser, vi ikke har haft brug for, siger han.
Under Lejerbo Kolding er der i alt 3665 lejeboliger. Den samlede administrationsorganisation administerer cirka 38.000.
Dagens Byggeri har både ringet og skrevet til Lejerbos fungerende landsformand Gunnar Sørensen samt administrerende direktør Palle Adamsen. Ingen af dem har dog vendt tilbage på vores henvendelser.