Kendte politikere og erhvervsfolk stod nærmest på nakken af hinanden for at være med ved Dansk Byggeris Årsdag i Tivoli Congress Center.
Det var derfor en meget tilfreds administrerende direktør for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, der over for Dagens Byggeri konstaterede, at der var kommet mange interessante meldinger ved årsdagen.
Vi skal have mindst 85.000 fuldtidsbeskæftigede ud af de 700.000-800.000 i den arbejdsdygtige alder, der i dag er på overførselsindkomster.
Lars Storr-Hansen Administrerende direktør for Dansk Byggeri
– Specielt meldinger om at ville fortsætte reformerne, hvor Venstre er klar i mælet med hensyn til at skærpe incitamenterne til at arbejde. Det er vi helt enige i. Vi kunne godt have brugt noget mere om at øge mobiliteten og rådigheden på arbejdsmarkedet. Det er fremadrettet en stor udfordring at få folk til at flytte sig efter jobbet. Det Danmark, vi kender, det kan vi ikke opretholde, siger Lars Storr-Hansen til Dagens Byggeri.
Sønderknusende
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, kom med en række betragtninger over fremtidens danske arbejdsmarked, og dommen var sønderknusende, og det var Lars Storr-Hansen enig i.
– Vi er nødt til at presse flere folk i beskæftigelse. Egentlig burde det ikke være et spørgsmål om at “presse”, for det – at få et job – er en lykkelig begivenhed, som man er villig til at flytte sig efter, ligegyldigt hvor man bor i landet. Vi skal have mindst 85.000 fuldtidsbeskæftigede ud af de 700.000-800.000 i den arbejdsdygtige alder, der i dag er på overførselsindkomster, siger han.
Må flytte
Men forventer Dansk Byggeri virkelig, at en bygningshåndværker i Aalborg skal flytte fra kone og børn til den anden ende af landet for at få et job? Svaret er ja.
– I alle mulige andre brancher er der folk, som pendler. Det ser vi faktisk blandt mange håndværkere, der udstationeres og arbejder mandag-torsdag eller mandag-fredag. Hvis man i visse perioder vil opretholde retten til at få penge fra det offentlige, må man stå ubetinget til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal tage de job, der er ledige. Det er vores krav, siger Lars Storr-Hansen.
Ønskelisten
Folketingsvalget nærmer sig, og Dansk Byggeris administrerende direktør er ikke i tvivl om ønskelisten fra byggeerhvervet til politikerne.
– Dels er der BoligJobordningen, som er ekstremt vigtig for at få en udvikling i hele Danmark og ikke kun i de store byer. BoligJobordningen er med til at fastholde og udvikle arbejde i de små bysamfund. Det gør sort arbejde til hvidt, og det er med til at skabe praktikpladser til unge, fordi det specielt er de små virksomheder, der har glæde af ordningen. Desuden ønsker vi, at en kommende regering fortsætter reformer med henblik på at udvide den danske arbejdsstyrke og dermed vores velstand på sigt, slutter Lars Storr-Hansen.