Det kan fortsat være svært for især mindre virksomheder i byggesektoren at skaffe fornøden finansiering, og samtidig har krisen også lært de mindre virksomheder en vis forsigtighed i forhold til de hovedentreprenører, de får opgaver fra.
Når en stor entreprenør under krisen bukkede under, trak det store overskrifter i medierne, men ofte havde det også konsekvenser for de mange underentreprenører, som mistede store beløb, og mange af disse bukkede derfor også under.
Man risikerer, hvis man eksempelvis tilhører netop byggeri eller landbrug, at banken ikke kan have flere låneengagementer i netop den branche.
Torben Liborius Erhervspolitisk chef, Dansk Byggeri
Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef, Torben Liborius, mener derfor, at byggebranchen generelt er blevet mere forsigtig efter krisen og i stigende grad gør brug af kreditforsikring.
Kreditrating
– Virksomhederne kører med “kreditsikkerhedssele” og er blevet mere opmærksomme på, hvad man kaster sig ud i. Det vigtigste er den skærpede opmærksomhed på, om man nu også kan få sine penge, og om der kan stilles en sikkerhed. Men man kan også sikre sig en kreditrating for den virksomhed, man handler med. Det findes der virksomheder, som udfører. Bankerne har været tilbageholdende med at stille sikkerhed, og derfor er der behov for andre spillere på banen. De er blevet mere udbredt, og markedet for sikkerhedsstillelse er i bedring. Kreditforsikringsselskaberne har været på markedet i mange år, og mange selskaber i byggebranchen er blevet ratede, måske også uden at være opmærksomme på det. Men man blev først for alvor opmærksom på dem under kreditkrisen, og det kunne give problemer, hvis de anvendte samme kreditforsikringsselskab, siger Torben Liborius til Dagens Byggeri.
Rammes uforskyldt
Han peger på, at det ganske vist går bedre for den finansielle sektor, men at bankerne er blevet mere tilbageholdende med lån til byggesektoren, fordi de i deres kundesammensætning ikke må have stor risikoeksponering i en enkelt branche.
– Derfor risikerer man, hvis man eksempelvis tilhører netop byggeri eller landbrug, at banken ikke kan have flere låneengagementer i netop den branche. Det er altså ikke den enkelte virksomhed, der behøver at være noget galt med, men bankens kundesammensætning, der gør den tilbageholdende med at modtage nye kunder. Dermed kan man uforskyldt blive ramt, og det håber vi, at bankerne vil være opmærksomme på og løse op for, siger Torben Liborius.