Konkurrenter går sammen om genbrug – og tjener kassen

Fire virksomheder i Thy er gået sammen om at indsamle og sælge mursten, gips og træ fra nedrivning. Parterne er overbevist om, at samarbejde er vejen frem, hvis der skal skabes mere grøn forretning.
Fra venstre: Simon Olsen, direktør for Koldby Entreprenør, Søren Immersen, direktør i Aarup Kloak og Entreprenør, og Kurt Immersen, direktør i Bøgelund Maskinstation. Den fjerde deltager i samarbejdet er vognmand Allan Thomsen, Vorupør. Foto: Erhvervsstyrelsen.
Fra venstre: Simon Olsen, direktør for Koldby Entreprenør, Søren Immersen, direktør i Aarup Kloak og Entreprenør, og Kurt Immersen, direktør i Bøgelund Maskinstation. Den fjerde deltager i samarbejdet er vognmand Allan Thomsen, Vorupør. Foto: Erhvervsstyrelsen.

For mange virksomheder er det svært at navigere i den grønne omstilling, måske særligt for de små og mellemstore virksomheder:

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses virksomhedspanel fra 2022 mener fire ud af seks SMV’er, at der er brug for mere rådgivning om grøn omstilling.

Men i stedet for at vente på hjælpen har fire konkurrerende virksomheder i Thy nu taget sagen i egen hånd.

Aarup Kloak og Entreprenør, Bøgelund Maskinstation, Koldby Entreprenøren og vognmand Allan Thomsen har nu givet hinanden håndslag på, at alt, hvad de henter fra nedrivningsopgaver, skal ende på en fælles genbrugsplads i Thy, hvor træ, mursten, gips og andre materialer sorteres og videresælges i stedet for at ende på deponi eller på forbrændingen.

– Vi står ofte hver især med fire vinduer, en dør og lidt tagdækning, men det redder jo hverken vores indtjening eller verden med de mængder. Går vi sammen og skaber større mængder, kan det både batte noget for miljøet og blive til en forretning for os virksomheder, fortæller Kurt Immersen, der driver Bøgelund Maskinstation.

Store reduktioner ved flere samarbejder

De fire virksomheder har fået hjælp af EU-projektet GRØN (Grønne Ressource-Økosystemer Nordjylland), som drives af Center for Logistik og Samarbejde (CLS) i Aalborg – et datterselskab under Port of Aalborg og Thisted Kommune.

Projektet, der startede i 2020, har en målsætning om at opbygge 28 samarbejder i Nordjylland og at sikre, at symbioserne skubber på udvikling af nye grønne forretningsmodeller i de deltagende virksomheder.

Og bidragene i form af lavere energi- og materialeforbrug og mindre CO2-belastning kan være store.

Det anslås, at hvis alle 28 symbioser implementeres, kan CO2-belastningen reduceres med ca. 35.000 tons CO2-ækvivalenter om året, og der kan spares mindst ca. 4.500 tons materialer og ca. 271.000 GJ energi om året i Nordjylland.

Merindtjening på 216.000 kroner om året

Med hjælp fra CLS har Thy-symbiosen regnet på en forretningsmodel, som ud over at gavne miljøet også giver noget på bundlinjen:

Det kan koste op mod 800 kroner per ton at aflevere byggematerialer til deponi eller forbrænding. Samtidig er priserne på brugte byggematerialer steget markant, og der er især god økonomi i at genanvende træ og gips.

– For eksempel vil ét læs gamle gipsplader på 25 tons, som entreprenørerne tilsammen forventer at kunne levere ét af om måneden, give en nettofortjeneste på 18.000 kroner til fællesskabet. Altså en merindtjening på 216.000 kroner om året, siger seniorkonsulent Palle Skyum.

På forkant med flere krav

De fire parter er da heller ikke i tvivl om, at symbiotiske samarbejde er vejen frem, hvis der skal skabes mere grøn forretning:

– Vi tror, at der i fremtiden bliver stillet krav om mere genanvendelse i bygge- og anlægsbranchen. Så det grønne er ikke til at komme udenom i vores branche, siger direktør for Aarup Kloak og Entreprenør, Søren Immersen.

Simon Olsen, direktør i Koldby Entreprenøren, supplerer:

– Vi er begravet i drift og kunder i bygge- og anlægsbranchen, og vi har nok en tendens til at glemme udvikling. Mange af os har heller ikke arbejdet med grøn omstilling på denne måde før.

– Hvis vi ikke gør det selv og er på forkant, så kommer der nogen en dag og regulerer det for os, tilføjer Kurt Immersen, Bøgelund Maskinstation.

Relateret indhold