Konkurrence: 25.000 m2 skal udvikles i Nordhavn

Til efteråret udskriver By & Havn en åben projektkonkurrence om en ny bebyggelsesplan, som bliver startskuddet til udviklingen på Kulpladsen nord for Svanemølleværket.
Det er visionen, at området skal udvikles med et nyt teknisk anlæg, publikumsorienterede funktioner, et erhvervsbyggeri og attraktive byrum, der skal understøtte det maritime miljø. Foto: By & Havn.
Det er visionen, at området skal udvikles med et nyt teknisk anlæg, publikumsorienterede funktioner, et erhvervsbyggeri og attraktive byrum, der skal understøtte det maritime miljø. Foto: By & Havn.

Byggeaktiviteten fortsætter i Nordhavn, og nu er turen kommet til Kulpladsen, der ligger nord for Svanemølleværket.

Den kommende udvikling sker på baggrund af, at Svanemølleværkets eksisterende spidsbelastningsanlæg er nedslidt, og derfor skal et nyt, moderne anlæg opføres på Kulpladsens nordlige del.

Læs også: Nordhavns nye brygge bliver Københavns længste

Det vil frigive et større areal i Svanemølleværket, som kan bruges til nye publikumsorienterede funktioner, der skal tilføre bydelen Østerbro et nyt kulturelt samlingspunkt – med liv i og omkring værket.

Kulpladsen er ejet af By & Havn:

– I By & Havn ser vi frem til at udvikle Kulpladsen i den ånd og med de særlige maritime karaktertræk, der er så kendetegnende for hele området omkring Svanemølleværket og Kulpladsen, siger adm. direktør Anne Skovbro.

Flere funktioner

Kulpladsen er omgivet af vand og ligger som bindeled mellem Svanemøllehavnens rekreative vandsportsaktiviteter og Svanemølleværkets kommende kulturfunktion.

Foruden det nye spidsbelastningsanlæg skal Kulpladsen rumme ny erhvervsbebyggelse yderst på grunden mod nord, som både skal være en del af stedets ‘teknologi-hub’ samt bidrage med udadvendte funktioner i stueetagen til det maritime miljø.

Derudover er det visionen, at området udformes med tidssvarende adgangsforhold, et promenadeforløb langs Kalkbrænderihavnen, som forbinder til Svanemøllehavnen, samt udadvendte stueetager og kantzoner og byrum, der skaber byliv både for havn og kulturinstitution.

Læs også: 70.000 m2 kontorer, luksusboliger og hotel tager form på Nordø

Den åbne projektkonkurrence om en ny bebyggelsesplan skal ende op i en lokalplan og et nyt kommuneplantillæg for området. Omdannelsen af Svanemølleværket til teknisk museum og teknologi ‘hub’ vil blive udbudt i en særskilt konkurrence.

Processen for den nye lokalplan og kommuneplantillæg forventes at opstarte i 2. kvartal 2024.

Borgerne bliver hørt

Forud for projektkonkurrencen afholder By & Havn et åbent borgermøde den 28. august, hvor alle københavnere kan komme med input til stedets fremtidige udvikling:

– Vi ved, at der er stor interesse og ønsker for udviklingen og den kommende anvendelse og indretning. Vi holder derfor et borgermøde, hvor vi vil tage imod input og ønsker til stedets fremtidige udvikling inden projektkonkurrencen begynder senere på året.

Relateret indhold