I samarbejde med Realdania og Kulturministeriet har Det Kongelige Teater i over tre år arbejdet på at skabe et nyt oplevelsesunivers for børn og familier med udgangspunkt i teatrets magiske verden. Nu har Det Kongelige Teater lagt dele af projektet i udbud for at finde dem, som skal være med til at bygge det nye univers op:
– Vi ved, at aktiv beskæftigelse med kunst og kreativitet kan give børn et rigere liv og vi håber, at oplevelsesuniverset kan give kommende generationer nogle fantastiske oplevelser med på vejen, siger Dorthe Paulli, udviklingsdirektør på Det Kongelige Teater.
Hun tilføjer:
– Projektet har allerede været undervejs i nogle år, så det er en herlig milepæl nu at være nået til den fase, hvor nye kompetencer inviteres med om bord, så det hele for alvor kan begynde at tage form og blive realiseret frem mod en åbning i vinteren 2026.
Læs mere om entrepriserne her
Kostumer, sceneteknik og dans
Siden Skuespilhusets åbning i 2008 har Stærekassen kun været tilgængelig for offentligheden i begrænset omfang, men det skal altså nu ændres, så Stærekassen i fremtiden vil give muligheder for at prøve kræfter med scenekunst og klassisk musik.
Besøgende vil komme med bag kulisserne og få indblik i, hvordan forestillinger bliver til, herunder alt fra kostumer over sceneteknik til arbejdet med kroppen, instrumenter, sang og dans.
Det nye oplevelsesunivers forventes at åbne i 2026.