Ideen om naturprojektet stammer fra en rapport med løsningsforslag, der skal afværge oversvømmelserne ved netop Kongeåen.
Et opfølgende arbejde i tre spor med deltagelse af lodsejere, interesseorganisationer udover Sydvestjysk Landboforening og Esbjerg Kommune førte i første omgang til etablering af to sandfang ved Gredstedbro og yderligere et foran Kongeåslusen.
Det tredje og mere omfattende spor handlede om at lade landbrugsjord indgå i et naturprojekt, og nu ser det historiske store naturprojekt ud til at blive virkelighed takket være 58 mio. kroner fra EU’s Life Fond.
Budgettet er på 100 mio. kroner, og det er første gang, at Esbjerg Kommune arbejder med et naturgenopretningsprojekt i denne størrelsesorden på 644 hektar.
– Projektet binder mange tråde sammen, og på elegant vis løses et stort problem på en måde, som skaber en masse merværdi. Alle parter kan med rette være stolte over, at vi nu er nået så langt i processen, og der skal lyde en stor ros til de mange interessenter og partnere, lyder det fra borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Realiseringen sker i tæt samarbejde med Den Danske Naturfond, 15. juni Fonden, Miljøstyrelsen, Sydvestjysk Landboforening og Nationalpark Vadehavet.
Griber klimaudfordringerne an på en kreativ måde
Det nye naturområde skal sikre gode levesteder for en række arter i vandet og på land, som er truet eller i tilbagegang.
– Her gribes klimaudfordringerne an på en kreativ måde, der samtidig formår at skabe mere natur og fremmer biodiversiteten. Det er et helt unikt projekt, som endelig rykker nærmere en realisering, siger Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget, hvortil Per Voetmann, direktør i 15. Juni Fonden, supplerer:
– Vadehavsområdet er et af de rigeste og største naturområder i Danmark. Men marsklandskabet er mange steder præget af en landbrugsdrift, der gennem en lang årrække har forringet naturværdierne i området. Vi er glade for, at Life-programmet har erkendt den betydning, marsklandskabet omkring Kongeåen har for hele Vadehavsområdet.
Rekreative muligheder i udkanten
Uden at forstyrre flora og fauna i det kommende naturområde planlægges der også at skabe rekreative muligheder i udkanten af projektområdet, så besøgende kan nyde den natur, der træder frem i forbindelse med projektet.
Den rekreative del er dog ikke en del af ansøgningen til EU’s Life Fond, men støttes derimod af Den A. P. Møllerske Støttefond. Åbning for borgere til denne del af Kongeåen er samtidig færdiggørelsen af et samlet stiforløb tværs over Jylland fra Kongeåens udspring i Kolding til dens udløb i marsken, som Den A.P. Møllerske Støttefond også har støttet.
Formidling, broer og andet naturrumsinventar ifm. Life-programmet vil blive udført i overensstemmelse med det øvrige forløb.
– Alle vinder
Formelt underskrives aftalen om EU-støtten på de 58 mio. kroner inden juli, hvilket bliver startskuddet til en jordfordeling, hvor den lavtliggende landbrugsjord langs Kongeå-strækningen opkøbes. Derefter går arbejdet i gang med at genslynge Kongeåen, hvilket også har til formål at øge bestanden af den truede fisk snæbel i området. Det vil blandt andet omfatte indfangning og udsætning af flere snæbelyngel.
– Alle vinder ved at genslynge Kongeåen. Dyr og planter får nye levesteder, vandet i Kongeåen bliver renere, og alle får adgang til nye store naturoplevelser. Landmænd der har oversvømmede marker, får mulighed for at sælge eller bytte deres jord, siger formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst.