Festool henvender sig med de nye TXS- og CXS-akku-bore-/skruemaskiner til de håndværkere, som ønsker et kompakt værktøj i hånden. XS står for extra small, og T og C angiver faconen på håndtaget. Her er T-udgaven helt ny fra Festool, mens C-udgaven er en opdatering. De to maskiner har derudover præcis samme specifikationer. Festool beskriver selv maskinerne som værende i miniformat og med lav vægt, men med kraftigt drejningsmoment med 12-trins momentindstilling og -frakobling. Litium-ion-batterierne med 10,8 volt og 2,6 Ah giver maskinerne udholdenhed, og er kompatible med de øvrige CXS-modeller fra Festool.
Vægt på 900 gram
Begge maskiner har FastFix-borepatron med en spændvidde på op til ti millimeter, Centrotec-hurtigudskiftningssystem og vinkelforsats, som tilsammen giver fleksibilitet og gør maskinerne håndterbare. Den ekstremt korte konstruktion og den afbalancerede vægtfordeling af de i alt 900 gram letter ifølge Festool arbejdet på svært tilgængelige steder og over hovedhøjde.
Den lille størrelse til trods har den integrerede bitsopbevaring plads til fire bits, og LED-lyset sørger for belysning i mørke hjørner og vinkler. Kapacitetsvisningen holder brugeren informeret om batteriets ladetilstand, og bælteclipsen sikrer, at man altid har sin skruemaskine ved hånden. Begge maskiner kan desuden stå oprejst på et bord.