Blød’ og ‘hård’ kystbeskyttelse
- – Blød eller aktiv kystbeskyttelse: Aktiv kystbeskyttelse er betegnelsen for løbende foranstaltninger til modvirkning af en naturlig tilbagerykning af kysten. Eksempelvis kystfodring, hvor der ved løbende placering af sediment i kystprofilet skabes en buffer af materiale, hvori den naturlige erosion kan foregå.
- – Hård eller passiv kystbeskyttelse: Passiv kystbeskyttelse er betegnelsen for faste anlæg, der med deres placering har til formål standse eller omfordele den naturlige sedimenttransport på ky[1]sten. Passive anlæg kan eksempelvis være høfder eller skråningsbeskyttelser. Passive anlæg standser ikke erosionen.
- Kilde: Kystdirektoratet v. Miljø- og Fødevareministeriet – rapporten ‘Vejledning og kystbeskyttelsesmetoder’.
Klimaforandringer betyder, at vi i fremtiden vil opleve højere vandstande og flere og voldsommere stormfloder med store skader til følge. Det vil sætte sit præg på byerne i fremtidens Danmark, som blandt andet i Assens Kommune, hvor man har oplevet havvandsstigninger på 1,60 m og 1,55 m. Derfor har byrådet nu vedtaget et udviklingsprojekt, som skal være med til at sikre borgerne og Assens by mod oversvømmelser fra havsiden i fremtiden:
– Havniveauet stiger, og hvis vi ikke gør noget for at beskytte Assens, vil de oversvømmelser, byen har oplevet to gange de sidste fem år, blive til hverdagshændelser. Vi vil som kommune gerne beskytte borgerne og byen, og med projektet Byen og Bæltet har vi fundet en faglig stærk løsning, som er helhedsorienteret og langsigtet, og som både rummer klimasikring og samtidig skaber værdi for borgerne, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.
Gavner på kysten og biodiversiteten
Projektet går ud på at klimasikre byen og borgerne på den korte og den lange bane. Klimasikringen kommer til at gå hånd i hånd med klitlandskab, diger og forlande samtidig med, at der skabes et rekreativt område, som byder på oplevelser året rundt med bl.a. gode sandstrande, stenrev og mulighed for strandaktiviteter.
– Der er tale om såkaldt ‘blød kystsikring’ eller aktiv kystsikring. Du finder masser af blød kystsikring ved Vesterhavet, men at arbejde med sandflytninger i forhold til by er noget helt nyt. Andre steder i Danmark ser man mange, innovative løsninger i form af såkaldt ‘hård kystsikring’ eller passiv kystsikring, men blød kystsikring gavner på kysten og biodiversiteten, fortæller Martin Albertsen, direktør for By, Land og Kultur, til Dagens Byggeri og tilføjer:
– Samtidig er det nemmere og billigere at forhøje sikringen alt efter stigende vandhøjde ved at lægge jord og sand løbende, når behovet tilsiger det – ligesom at det kan fungere som bølgebryder længere ude i havet.
Læs også: DI: Det haster med stærkere indsats mod ekstremt vejr
Martin Albertsen vurderer, at den endelige løsning, når den er klar, kan gøre stor gavn mange andre steder i landet, hvor man også forsøger at kystsikre mod oversvømmelser.
Tæt dialog med borgerne
Forud for vedtagelsen har projektet været i høring i 4 uger, og her fik kommunen mange konstruktive inputs fra borgere, foreninger og andre interessenter.
– Vi er meget glade for det engagementet, der har været i høringsfasen, og der er kommet mange henvendelser om blandt andet placeringen af sikringslinjen. Vi har gennemgået alle høringssvarene og på den baggrund også besluttet, at når vi kommer til detailprojekteringsfasen, skal der nedsættes en sparringsgruppe med repræsentanter fra Assens Næs, der skal bistå med at give input til bl.a. placering af klitlandskab og sikringslinjen, fortæller formand for Miljø, Teknik og Plan i Assens Kommune, Dan Gørtz og fortsætter:
– Vi har et medansvar for at beskytte borgerne og Assens by mod oversvømmelser og klimaforandringer inden for den gældende lovgivning. Og hvis det kan gå hånd i hånd med ønsker fra repræsentanter fra Næsset, så vil vi i de kommende faser af projektet selvfølgelig undersøge, om det kan indarbejdes.
Læs også: Ny byggeskik: Nu skal byggebranchen bygge mere klimasikkert
Projektet er den første deletape af den langsigtede strategi for højvandsbeskyttelse af hele Assens by. Nu går arbejdet i gang med at søge ekstern finansiering til projektet. Når økonomien engang er på plads, går man videre ind i detailprojekteringsfasen.