12 skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune og fem skoler i Skive Kommune har netop fået installeret komplette ABA- og varslingsanlæg, som dækker alle rum. Det var teknik- og servicevirksomheden Lindpro, der vandt udbuddene i de to kommuner tilbage i 2014. Der er installeret mere end 5.250 detektorer og ca. 78.500 meter kabel på i alt 117.600 kvm.
For Ringkøbing-Skjern Kommune var det en nødvendig investering. Kommunen blev ved sidste udbud af forsikringer i 2012 “straffet” økonomisk med en høj forsikringspræmie på bygninger, fordi kommunen ikke havde installeret ABA-anlæg på sine folkeskoler.
– Vi kunne dengang hurtigt se, at det ville blive alt for dyrt for kommunen i længden ikke at investere i ABA-anlæg. Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede derfor at give en tillægsbevilling til etablering af de fuldautomatiske brandanlæg. Udover at elever, skolepersonale og forældre føler sig mere trygge i hverdagen, er det også en fornuftig og rentabel investering, der er betalt hjem i løbet af 4,5 år med den besparelse, som kommunen pr. 1. januar 2017 har fået på forsikringspræmien, forklarer Lone Nielsen, forsikringskonsulent, Viden & Strategi, Ringkøbing-Skjern Kommune.
Usynlige lysstråler
I Ringkøbing-Skjern Kommune blev det store projekt startet op i 2014.
– Der er altid særlige forhold at tage hensyn til ved sådanne typer af installationer. Det er vigtigt, at installationen udføres med stor respekt for lokalernes indretning, materialevalg eller andre særlige forhold som f.eks. på Spjald Skole, hvor nogle af lokalerne er udlånt til det lokale Egnsmuseum. Men også skoletorvet på Ringkøbing Skole, som har et flot arkitektonisk listeloft, har krævet særlige hensyn. Her har vi installeret linjerøg-detektorer, som udsender usynlige lysstråler, der kan detektere røgpartikler, fortæller Kristian Stengård Nordby, projektleder hos Lindpro i Esbjerg.
De mange tusinde meter af brandsikre kabler, der indgår i installationerne, vakte bekymring hos flere af skolernes bygningsansvarlige.
– Nogle af skolerne i Skive Kommune var netop blevet renoveret og fremstod flere steder med flotte hvide vægge. Der var flere pedeller, der blev bekymrede, da de så de mange tusinde meter kabel, der skulle trækkes langs væggene og skjules bag eksisterende lofter i de forskellige klasseværelser og faglokaler. Men det lykkedes os at installere alle kabler skjult, så alle var tilfredse, forklarer Søren Søndergaard, serviceleder hos Lindpro i Silkeborg.
Lindpro har netop indgået aftale med Esbjerg, Kolding, Middelfart og Odense Kommuner om installation, service og vedligehold af kommunernes brandalarmeringsanlæg fra 2017 og fire år frem.