Kollegie skaber sund kultur om det gode håndværk

Håndværkskollegiet i Horsens gøres nu klar til de første beboere. Slutspurten overdrages til bygherren selv, mens stedets første forstander ser frem til at forme stedet.
Håndværkskollegiet i Horsens. Foto: BRFfonden.
Håndværkskollegiet i Horsens. Foto: BRFfonden.

Landets første lærlingekollegie i Horsens er nu skridtet nærmere indflytningsparat.

Læs også: Danmarks første lærlingekollegie skal mindske frafald på erhvervsskoler

Der er i alt plads til 84 håndværkerlærlinge i husene. Foto: BRFfonden.
Der er i alt plads til 84 håndværkerlærlinge i husene. Foto: BRFfonden.

Kort før jul kunne totalentreprenøren Nordstern således overdrage nøglerne til bygherren Fonden For Håndværkskollegier, der nu skal sikre en glidende overgang fra byggeprojekt til et hjem for de kommende, unge håndværkere:

– Ud over de sidste justeringer og afslutninger på selve byggeriet har vi nu én afgørende opgave for kollegiet: At sikre det gode og sunde fællesskab for de kommende beboere, siger Anne Sophie Madsen, kollegiedirektør i Fonden for Håndværkskollegier, og fortsætter:

– Derfor har vi også nu ansat en ny forstander, og vi kommer de kommende uger og måneder til at køre flere forløb med de første beboere, hvor de kan få sat ansigt på hinanden og være med til selv at sætte retning og rammer for livet og hverdagen på deres kommende hjem.

En tryg og sund kultur

Den nye forstander, der fremover skal være med til at forme stedet, er Jens Peter Stou.

Han er uddannet arkitekt og tømrer, og har blandt andet været tømrerfaglærer på Herningsholm Erhvervsskole.

Lignende kollegier er under udarbejdelse i både Herning og Roskilde. Foto: BRFfonden.
Lignende kollegier er under udarbejdelse i både Herning og Roskilde. Foto: BRFfonden.

Med denne baggrund flytter han ind i kollegiets forstanderbolig, hvorfra han dagligt skal bistå kollegiets ambition om at skabe mere attraktive rammer for unge håndværkere ved at tilbyde et fællesskab, som mange lærlinge i dag savner på byggeriets erhvervsuddannelser.

Fællesskabet forankres især i mentorordninger og tilknytningen af uddannede håndværkere, der både skal inspirere og støtte beboerne i kollegiets forskellige værksteder.

Kollegiet skal være med til at skabe et fællesskab for unge lærlinge. Foto: BRFfonden.
Kollegiet skal være med til at skabe et fællesskab for unge lærlinge. Foto: BRFfonden.

Med ansættelsen af Jens Peter Stou pr. 1. januar 2024 tilføjes altså endnu en kapacitet til dette område, og hovedpersonen selv ser også frem til rollen i sit nye virke:

– Jeg glæder mig enormt meget til at møde de unge mennesker, der skal være med til at forme kollegiet og dagligdagen her – og ikke mindst skabe en tryg og sund kultur omkring det gode håndværk og tilværelsen som ung håndværker, siger han.

Læs også: Arkitekter ser håndværkskollegiet i Roskilde for sig – se med her

Håndværkskollegiet i Horsens tager imod de første beboere d. 1. marts 2024.

Relateret indhold