Kolding planlægger ny bydel

400 boliger, en dagligvarebutik, grønne arealer og stiforbindelser til Dalby Møllebæk er blandt det, man forventer i en ny bydel i det sydlige Kolding.
Den stiplede linjer viser placeringen af den nye bydel på 40 hektar. Pressefoto.
Den stiplede linjer viser placeringen af den nye bydel på 40 hektar. Pressefoto.

Der er netop givet grønt lys til at igangsætte arbejdet med at udvikle en lokalplan for en ny bydel i Vonsild i det sydlige Kolding, der skal ligge på et 40 hektar stort areal.

– Lokalplanen skal lægge op til en god blanding af boligtyper, der kan matche forskellige behov, og samtidig er det tanken, at de bevaringsværdige bygninger, diger og markante beplantninger i området skal fastholdes og bidrage til at sikre et godt miljø i det nye område, siger formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Birgitte Kragh (V).

Den nye bydel forventes at kunne rumme omkring 400 boliger i form af parcelhuse, rækkehuse og etagebyggeri i op til to etager med en højde på maksimalt 8,5 meter. Intentionen er, at lokalplanen skal give plads til såvel traditionel som moderne arkitektur.

Derudover skal lokalplanen bane vej for en dagligvarebutik på 1200 kvadratmeter. Arealerne langs Dalby Møllebæk bliver udlagt til natur- og friluftsarealer. Endelig skal der i planlægningen fastlægges områdets infrastruktur i form af veje og regnvandsbassiner med videre.

I det videre arbejde lægger udvalget vægt på, at lokalplanen bliver skabt i tæt samarbejde med udviklere og de tre lodsejere, der har ejendomme på arealet. Forventningen er, at lokalplanen kommer i otte ugers høring efter nytår og kan godkendes af byrådet i foråret 2020.

Relateret indhold