Uden en elektriker, vvs’er eller tømrer, så er det svært at klimarenovere bygninger og anlæg. Og manglen på faglærte er så stor, at Københavns Kommune nu melder sig ind i kampen om at trække flere unge til erhvervuddannelserne.
– Vi mangler VVS’ere til at skifte oliefyret ud og installere varmepumper og solceller. De manglende hænder er et kæmpe problem for den grønne omstilling. Derfor er vi nødt til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
København langt bagud på unge håndværkere
Især i København er der langt mellem unge, der går håndværkervejen. Nye tal viser, at kun 11 procent af afgangseleverne i folkeskolerne i København i 2020 søgte ind på en erhvervsuddannelse.
Det er langt fra landsgennemsnittet på knap 20 procent af eleverne, og endnu længere fra målsætningen i erhvervsskolereformen på 25 procent i 2020.
København forsøger at rettet op på skævheden med en målrettet kampagne:
– Kampagnen skal med plakater og SoMe-opslag åbne de unges øjne for erhvervsuddannelserne, og hvordan de kan hjælpe klimaet. Vi har brug for de unges lyst til at forandre verden i en mere grøn retning, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Joachim: Jeg er vil være med
En af dem, der allerede har tænkt over, hvordan en erhvervsuddannelse kan bruges til den grønne omstilling, er Joachim Harvard på 19 år, der er på en af kampagneplakaterne.
Han er elektrikerlærling hos Kemp & Lauritzen og har takket ja til at være med i kampagnen, fordi han gerne vil sætte fokus på, hvor vigtige erhvervsuddannelserne er. Ikke kun for de unge, men for samfund og klima.
– Jeg har altid gerne villet have, at vi passede på miljøet til de fremtidige generationer, og jeg vil gerne have et job, som er spændende og hvor jeg kan gøre en forskel. Som elektriker bliver det konkret, når jeg kan skifte almindelige lys til LED-pærer, udskifte og renovere varmepumper, siger Joachim Harvard.
Kampagnen “Den grønne omstilling har brug for flere hænder” løber af stablen i uge 18 på 145 plakatstandere over hele København og på sociale medier.