Kan Green Hub House være opskriften på fremtidens boligbyggeri?

Himmerland Boligforenings projekt Green Hub House skal bygges med en reduceret klimabelastning på 75 %. Frem mod 2035 kigger foreningen ind i bl.a. boligareal, byggemetoder, reduktion af energiforbruget i driftsfasen og udnyttelse af regnvand.
Forud for demonstrationsprojektet Green Hub House vil bygherren Himmerland Boligforening bl.a. kigge på skruefundamenter i boligbyggeri op til fem etager, fjernvarme med ultralav temperatur, optimal udnyttelse af vedvarende energikilder og et helhedsorienteret koncept for energi og indeklima. Illustration: KAB
Forud for demonstrationsprojektet Green Hub House vil bygherren Himmerland Boligforening bl.a. kigge på skruefundamenter i boligbyggeri op til fem etager, fjernvarme med ultralav temperatur, optimal udnyttelse af vedvarende energikilder og et helhedsorienteret koncept for energi og indeklima. Illustration: KAB

I starten af året blev Himmerland Boligforening – som en af ni private bygherrer og almene boligorganisationer – udvalgt til at skabe eksempelbyggerier, som skal vise hele branchen, hvordan der kan bygges nye boliger med et klimaaftryk på en fjerdedel af det normale. Pengene kommer fra projektet Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet, som Villum Fonden og Realdania står bag.

Boligforening har arbejdet aktivt med en ambitiøs bæredygtighedspolitik med fokus på især energi, renovering af eksisterende byggeri og biodiversitet siden 2016, og nu er boligforeningen så klar til at præsentere sit bedste bud på, hvordan et boligbyggeri kan bygges uden at påvirke klodens ressourcer unødigt:

Himmerland Boligforening byder ind med Green Hub House med 40-50 boliger på hjørnet af Frederik Bajers Vej og Bertil Ohlins Vej i det østlige Aalborg. Boligerne vil passe til seniorer, yngre par og for eksempel personer med tilknytning til Aalborg Universitet.

– Umiddelbart kan det måske lyde som så mange andre af vores nybyggerier, men det bliver meget anderledes, siger direktør i boligforeningen, Ole Nielsen.

Funktionelle, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter

Green Hub House skal kortlægge og udnytte mulighederne gennem reduktion af behovet for boligareal, anvendelse af byggematerialer og byggemetoder med lav klimabelastning, reduktion af energiforbruget i driftsfasen og optimal udnyttelse af vedvarende energikilder og andre ressourcer.

– Det skal ske med løsninger, der vægter boligbyggeriets funktionelle, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter, og som er forberedt for de skiftende boligbehov, der kan opstå dels i de enkelte husstande, dels i kraft af nye krav og ændrede behov, siger udviklingschef hos Himmerland Boligforening, Sven Buch.

Green Hub House baserer sig på de fire bærende principper Tilstrækkelighed, Effektivitet, Cirkularitet og Deling. Tilsammen er de et udtryk for, at bæredygtighed skal skabes i relationen mellem bygning, by og menneske.

– I klimamæssig forstand giver det rigtig god mening at tager denne udfordring op og i Green Hub House-projektet opføre almene etageboliger, der udvikler og afprøver eksisterende løsninger. Og som samtidig udforsker fremtidige potentialer for bæredygtig udvikling, tilføjer Sven Buch.

Initiativet 'Boligbyggeri fra 4 til 1 planet' har som mål at skabe nye og mere klimavenlige boliger med respekt for de ressourcer, vi har til rådighed på vores planet. I 2022 havde vi i Danmark opbrugt vores andel af klodens ressourcer allerede d. 28. marts. Arkivfoto: 4 til 1 planet
Initiativet ‘Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ har som mål at skabe nye og mere klimavenlige boliger med respekt for de ressourcer, vi har til rådighed på vores planet. I 2022 havde vi i Danmark opbrugt vores andel af klodens ressourcer allerede d. 28. marts. Arkivfoto: 4 til 1 planet

Hvordan påvirker vi markedet?

Projektet er opdelt i tre tidsperioder, hvor det første er Green Hub House 2025. Her er fokus på, hvad det er muligt at gøre inden for kendt lovgivning, teknologi og økonomi – blot ved at udnytte potentialerne i de eksisterende løsningsrum til fulde.

I den efterfølgende fase, Green Hub House 2030, fokuseres på, hvad boligforeningen skal påvirke markedet til at udvikle og udbyde for at komme nogle skridt videre. Sidste fase, Green Hub House 2035, handler om, hvad boligforeningen skal forlange af markedet, teknologien og lovgivningen for at kunne tage et tigerspring fremad.

Sven Buch forventer, at Green Hub House vil kunne bidrage med inspirerende løsninger til eksempelvis anvendelse af skruefundamenter i boligbyggeri op til fem etager, fjernvarme med ultralav temperatur og et helhedsorienteret koncept for energi og indeklima:

– Det sidste handler især om reduktion af varmebehov og risiko for overophedning gennem udnyttelse af passive teknologier og behovsstyring, optimal udnyttelse af lavtemperaturfjernvarme, effektiv produktion og brug af varmt brugsvand, bygningsintegreret vedvarende energiproduktion, genbrug af spildevand og udnyttelse af regnvand.

Viser vejen for et klimaneutralt byggeri

Lene Espersen, der er bestyrelsesformand for Green Hub Denmark, er begejstret for byggeprojektet:

– Det er klogt at dele projektet op i faser, så man allerede i 2025 viser, hvor langt vi kan komme med kendt teknologi, og så efterfølgende i 2030 og 2035 viser vejen for et klimaneutralt byggeri via progressiv lovgivning. Byggeriet er utvivlsomt en af de brancher, der har flest lavthængende frugter, hvis Danmarks skal nå 70 %-målsætningen i 2030, så det er spot on, at Himmerland Boligforening viser vejen.

Green Hub House bliver til i nært samarbejde med Aalborg Universitet.

Relateret indhold