Det skriver de i en pressemeddelelse.
Digitale tilbud, planlægning af produktionen, aflevering og fakturering på mail er blot få eksempler på hvor, det går fremad, i Dansk Byggeris årlige analyse af, hvordan det står til med brugen af it i dagligdagen.
Men der er lang vej igen.
Byggeriet halter bagefter
Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at bygge- og anlægsvirksomhederne i 2016 investerede knap 12.000 kr. i it pr. fuldtidsansat. Mens det i erhvervslivet i gennemsnit var 60.000 kr. – altså fem gange så meget.
– Samtidig kan vi se, at it-investeringerne i byggeriet ikke længere stiger. Det er meget alvorligt, fordi virksomheder, der ikke investeret i it og ny teknologi risikerer at miste indtjening og blive overhalet af konkurrenterne. Hele branchen kan blive langt mere effektiv og løfte produktiviteten, hvis den tager mere teknologi og it til sig, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
I Dansk Byggeris it-analyse efterlyser virksomhederne selv mere viden om it og digitale løsninger. Hver femte siger, at de kunne tænke sig bedre it-værktøjer til at styre økonomien, mens hver fjerde virksomhed efterlyser bedre it til at styre produktionen, sikre kvaliteten og forbedre kalkulationen.
Alligevel er det kun lige knap halvdelen af bygge- og anlægsvirksomhederne, der har investeret i it-værktøj inden for det seneste år.