Herning Isstadion står foran både en renovering og en tilbygning. Men der skal et nyt udbud til, for undervejs i arbejdet er bedømmelsesudvalget stødt på helt nye muligheder.
Oprindeligt var tre tilbud på opgaven landet på bordet hos udvalget. Ingen af udbuddene levede dog op til minimumskravene inden for den økonomiske ramme. Det førte til nye møder med de entreprenører, der havde givet bud på opgaven.
– Her må vi konstatere, at der kom nye oplysninger og ny inspiration til processen, og derfor er vores holdning den, at vi ønsker et nyt udbud, siger Johs. Poulsen (R), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune.
Ny byggeplan
Det ønske bakkede budgetforligspartierne bag Budget 2017 op om, og beslutningen medfører nu en ny tids- og byggeplan.
Det nye udbud vil tage afsæt i, at den vestlige tilbygning skal bygges først og stå færdig til A-VM i ishockey i 2018, hvor isstadion skal bruges som træningscenter. Landsholdene vil her bruge den eksisterende bane, men ankommer via det nye ankomstområde. De kan samtidig bruge de nye omklædningsfaciliteter, som står klar til den tid.
Efter VM er overstået, renoveres hallen i sommermånederne. Planen er, at den står færdig sidst i september 2018.
– Det giver også nye, økonomiske muligheder. Planen har jo hidtil været, at Herning Isstadion skulle leje sig ind et andet sted i byggeperioden, hvor der kunne trænes og spilles kampe. Det har der været afsat tre millioner kroner til. De penge kan vi nu i stedet bruge på byggeriet. Det er meget positivt, siger Johs. Poulsen.
Mindre bane
Samtidig vil det nye udbud imødekomme et ønske fra brugerne af isstadion, som gerne ser en lidt mindre bane. Det betyder, at der bliver mere plads i hallen uden nødvendigvis at skulle flytte banen.
Desuden vil der blive mere elastik i kravene til kvadratmeter i hvert enkelt rum. Det betyder mere fleksibilitet for entreprenørerne.
– Nu tilretter vi byggeprogrammet, og så sender vi projektet i udbud igen. Det er vigtigt, at vi gør det her på den helt rigtige måde for de mange brugere af faciliteterne. De nye muligheder, vi nu har fået på bordet, er afgjort værd at gå efter, siger Johs. Poulsen.
Forligspartierne bag Budget 2017 er Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Dansk Samling.