Investorer går i stigende grad udenom Danmark

Investorernes interesse for at investere i de danske ejendomme er kølnet de seneste år - en udvikling som Norge og Sverige er gået fri af. Forklaringen skal bl.a. findes i en stigende usikkerhed ved Danmark som investeringsland grundet de politiske indgreb rettet mod ejendomsbranchen, og det koster vækst og arbejdspladser.
Jannick Nytoft er adm. direktør i EjendomDanmark. Pressefoto.
Jannick Nytoft er adm. direktør i EjendomDanmark. Pressefoto.

En halvering af transaktionsvolumen på bare tre år. Det er forventningen, hvis man her mod årets afslutning ser på det danske ejendomsmarked 2020 kontra 2017. Men mens investorerne holder igen i Danmark, er niveauet i Sverige gået op med 15 procent, og Norge har i samme periode holdt niveauet. Det viser en helt ny opgørelse fra Newsec.

Nedkølingen af det danske marked skyldes bl.a., at politikerne med det stærkt omdiskuterede boligindgreb har skabt usikkerhed om Danmark som et sikkert investeringsland.

Ejendomsbranchen bliver brugt som en utømmelig kilde for finansiering, og det ændrer grundlæggende på spillereglerne for markedet. Både det såkaldte blackstone-indgreb og senest den nye lagerskat har store konsekvenser for blandt andet arbejdspladser. Det skaber usikkerhed om markedet, og det er investorerne selvfølgelig meget opmærksomme på.

Danmark taber terræn

For Danmark har tabt terræn i forhold til de nordiske naboer. Tilbage i 2017 blev 26 procent af de nordiske transaktioner gennemført på det danske marked – den andel er nu faldet til 17 procent. I samme periode er Sveriges andel steget fra 33 til hele 48 procent.

Vi har brug for at tiltrække investorer, så vi kan udvikle vores bygninger og byer. Det betyder ikke kun moderne og mere grønne boliger – det skaber også arbejdspladser og vækst. Derfor er det væsentligt, at vi ikke sakker bagud i forhold til de andre nordiske lande, men at vi sørger for at få gjort noget ved usikkerheden, så vi igen kan blive set som en sikker havn for investeringer.

Transaktionsvolumen i Danmark var i 2017 i niveauet 90 milliarder kroner ifølge Newsec – i 2020 ventes den at være faldet til niveauet 45-50 milliarder kroner.

Relateret indhold