Intet håb om støjafskærmning

Transportministeren afviser midlertidig løsning med støjskærm ved nødsporet i Kolding.
Støjskærme under udvidelsen af E45 ved Kolding har lange udsigter. Foto: Colourbox.
Støjskærme under udvidelsen af E45 ved Kolding har lange udsigter. Foto: Colourbox.

Koldings borgmester Jørn Pedersen forsøger nu at få regeringen til at fremrykke etableringen af en støjskærm i forbindelse med udbygningen af motorvejen ved Kolding med to spor.

I forbindelse med udbygningen viste hovedforslaget, at det er nødvendigt med en fire meter høj støjskærm langs motorvejen mellem Egtvedvej og Vejlevej samt en støjskærm ved den sydlige rampe ved afkørsel 64.

Men indtil videre er det besluttet at inddrage nødsporet mellem Kolding Øst og Kolding Vest, og det giver umiddelbare støjproblemer.

Dyr løsning

– Lokalt er der dog mange, der har set frem til de støjskærme, som blev beskrevet i VVM’en ved en udvidelse af E45. Boligområderne tæt på motorvejen er meget plaget af den nuværende trafikstøj. Der er en vis frygt for, at det kan tage flere år før den egentlige udvidelse vil ske, og dermed flere år før der kommer støjskærme, skriver borgmesteren til transportminister Magnus Heunicke, der dog ikke giver meget håb.

Han forklarer, at de nævnte støjskærme vil koste 45,9 millioner kroner, og at man ved en fremrykning af anlæg af støjskærme vil skulle tage højde for en eventuel fremtidig udbygning af motorvejen.

– Der er derfor risiko for, at løsningen ikke bliver optimal i forhold til en fremtidig udbygning, da støjskærme skal placeres umiddelbart langs vejkanten for at have den bedste støjreducerende effekt, noterer Magnus Heunicke.

Ikke optimalt

Hvis støjskærmene anlægges, før motorvejen udbygges, vil de ifølge ministeren skulle placeres tilstrækkeligt langt væk fra den eksisterende vej for ikke at komme i konflikt med en kommende udbygning:

– Dermed risikeres det, at støjskærmene heller ikke vil være optimalt placeret ved en eventuel udbygning, da dette vil kræve en yderligere detailprojektering, skriver ministeren.

Arbejdet med at gøre nødsporet klar til midlertidig anvendelse forventes afsluttet i efteråret 2014, og støjskærme er ikke en del af det projekt, og kan derfor ikke finansieres inden for projektets rammer, meddeler transportministeren til Koldings borgmester.

Relateret indhold