International ingeniør-pris for Væksthusene

Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S vinder Award of merit for Væksthusene i Botaniske Have i Aarhus.
Prisen er blandt andet kommet i hus på grund af det gode samarbejde mellem arkitekt og ingeniør. Foto: Quintin Lake.
Prisen er blandt andet kommet i hus på grund af det gode samarbejde mellem arkitekt og ingeniør. Foto: Quintin Lake.

Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S

  • Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S dækker alle specialer inden for fagområderne konstruktion, installation, el og IKT, og har stor erfaring og viden i gennemførelse af byggeprojekter – fra idéfase og planlægning til udførelse og løbende driftsoptimering.
  • Firmaet er grundlagt i 1945 af ingeniør Søren Jensen og har i dag hovedkontor i Aarhus og afdelinger i København, Vejle og Silkeborg.
  • Det er 3. generation Jensen – Søren Jensens barnebarn – Frank Jensen, der viderefører firmaet.

Det er ikke læng siden, det kom frem, at C.F. Møller er nomineret i kategorien “Best Sustainable Project” til Blueprint Award 2016 for restaureringen og udbygningen af væksthuset i Botanisk Have i Aarhus. Nu har projektet imidlertid trukket en anden pris hjem, denne gang for det rådgivende ingeniørarbejde, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S har ydet.

Prisen, det rådgivende ingeniørfirma har vundet, er den såkaldte Award of merit fra FIDIC, der er den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører. I alt var 20 projekter fra hele verden nomineret, så der var hård kamp om prisen. Det skriver Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at det præmierede projekt er designet i tæt samarbejde med C.F. Møller og består af en restaurering og transformation af det oprindelige snegleformede væksthus og et nyt 18 meter højt palmehus.

Tæt samarbejde

Husets kuplede form og drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren.

– Projektet demonstrerer, hvad der kan opnås ved at dele viden og sammen udvikle et koncept, hvor funktion og form går op i en højere enhed. Dette er et projekt, der beviser, hvor langt man kan nå med et tæt samarbejde mellem arkitekt og ingeniør, siger Frank Jensen, administrerende direktør i Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.

Afsmittende effekt

Direktøren for Foreningen af Rådgivende Ingeniør, FRI, Henrik Garver var med i Marrakesh i Marokko, da Søren Jensen fik tildelt prisen og modtog den på vegne af den rådgivende ingeniørvirksomhed.

– Det er vanvittigt flot af Søren Jensen at få en pris i det skarpe felt. Noget af det, som særligt er årsagen til at de får prisen, er et virkelig godt ingeniørmæssigt design, ikke mindst detaljerne omkring naturligt lys, der tager højde for årstiderne, har imponeret dommerpanelet. Det er innovation og nytænkning, der udløser prisen til Søren Jensen, siger Henrik Garver og fortsætter:

– En pris som denne vil give Søren Jensen international anerkendelse og vil klart have en positiv afsmittende effekt på resten af den danske branche. Det kunne blandt andet være i form af, at flere udenlandske ingeniører vil søge mod Danmark, fordi her er spændende faglige udfordringer. På den måde kan prisen være med til at afbøde konsekvenserne af en stigende ingeniørmangel i Danmark.

Relateret indhold