Intelligent belysning øger sikkerhed og komfort

Besøgende på Kulturværftet og Søfartsmuseet i Helsingør får nu en bedre og mere sikker vej derhen.
Et nyt intelligent belysningssystem gør det nemt at overvåge og styre belysningen, og tilmed giver store energibesparelser. Pressefoto.
Et nyt intelligent belysningssystem gør det nemt at overvåge og styre belysningen, og tilmed giver store energibesparelser. Pressefoto.

Omkring Kulturværftet er der opsat 31 nye gadelamper med intelligent belysning. De danskdesignede lamper kaldet UrbanMoon giver helt nye muligheder for at styre belysningen.

Årsagen er lysstyringssystemet CityTouch fra Philips Lighting. Med den nye og intelligente belysning kan de nu fra et kontrolcenter hos Forsyning Helsingør regulerer lysstyrken ud fra byens behov.

… der er besparelser at hente både på servicedelen og på energiforbruget.

Freddy Degn Philips Lighting

Den nye gadebelysning er med til at udsmykke den nye havnefront, øge komforten og sikkerheden, når mange færdes i området. Tilmed bringer det Helsingør helt i front blandt danske byer med opsætningen af intelligent belysning.

– Vores idé med projektet var at få mulighed for at ændre lysstyrken i området omkring Kulturværftet. Med de nye lamper og CityTouch-systemet kan vi nu skrue op og ned for vejbelysningen, når der er arrangementer i byen og derved forbedre sikkerhedsforholdene, siger Morten Brask Lauridsen, Driftsingeniør hos Helsingør Kommune.

Energibesparende teknologi

De nye LED-gadelamper er en del af den byudvikling, der kaldes SmartCity, hvor byens veje de kommende år får mere intelligent udstyr.

Helsingør afprøver det nye lysstyringssystem, CityTouch, som er en del af den udvikling og gør det muligt at regulere, kontrollere og overvåge vejbelysningen fra en computer. Samtidig giver opsætningen af de nye lamper og lysstyringssystemet store energibesparelser.

– Førhen kørte Forsyning Helsingør rundt manuelt og tjekkede om alle lamper virkede, men det behøver man ikke mere med de nye lamper. Så der er besparelser at hente både på servicedelen og på energiforbruget, hvor der kan opnås en besparelse på 70 procent, siger Freddy Degn, Senior Key Account Manager hos Philips Lighting.

Fremtiden giver nye muligheder

Ud over de mange fordele ved det nye styresystem, så adskiller selve lampen sig også fra de andre i Helsingørs bybillede. Det stilfulde, danske design fra Knud Holscher er flot i dagtimerne, og om aftenen bliver lampens skærm lyst op, så man kan se en lysende trekant, der forenes med området omkring havnefronten.

– Det nye system giver mulighed for at kreere sjove og spændende lyssætninger. Nu får vi muligheden for at teste den nye teknologi, og så kan det godt tænkes, at vi senere også kobler den indre del af Helsingør på systemet, så vi kan ændre belysningen, hvis der er arrangementer i byen, siger Morten Brask Lauridsen.

Relateret indhold