Vejdirektoratet inviterer interesserede entreprenører til den årlige Leverandørdag for at dele viden om kommende års infrastrukturopgaver. Leverandørdagen bliver afholdt i Middelfart onsdag den 6. marts.
Vejdirektoratet har allerede travlt med mange af de projekter, som blev udmøntet i det brede politiske infrastrukturforlig fra 2021, Infrastrukturplan 2035.
En politisk aftale, der betyder, at Vejdirektoratet i perioden 2021 til 2035 har ansvaret for at gennemføre projekter for ca. 56 mia. kroner. En del entrepriser er allerede udbudt og endnu flere kommer i udbud i år og til næste år.
Læs også: 52 broer og bygværker – tonstungt arbejde i gang på østjysk motorvej
Derfor inviterer Vejdirektoratet interesserede entreprenører til den årlige Leverandørdag d. 6. marts, hvor man vil dele viden om kommende års infrastrukturopgaver:
– Vores mål med Leverandørdagen er at klæde interesserede entreprenører bedst muligt på til de kommende års opgaver. Så de kender de forskellige projekter, som kommer og typer og størrelser af entrepriser i dem, siger Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør i Vejdirektoratet.
– Vi vil bl.a. fortælle om Kalundborgmotorvejen og Hillerødmotorvejen. Der er travlt, og der bliver endnu mere at se til, så det er vigtigt at gøre det nemt for alle parter, så både entreprenører og bygherre får succes med gennemførelse af de mange opgaver, tilføjer han.
Overvejelser og indblik
Det oplyses videre, at der på dagen – ud over præsentation af de kommende to års projekter og udbud – også vil være et udstillingsområde med information om en række forskellige projekter, ligesom at man får mulighed for at stille spørgsmål til vores fagspecialister indenfor bl.a. BIM og arbejdsmiljø og måske kommende samarbejdspartnere.
Desuden byder dagen på faglige indlæg om klimatiltag, styring og samarbejde og udbud & tildeling, fortæller Erik Stoklund Larsen:
– På Leverandørdagen giver vi en indflyvning til Vejdirektoratets mange projekter, overvejelser for de kommende års entrepriser og indblik i de faglige discipliner, der skal bruges af entreprenørerne for at byde på vores projekter.
Leverandørdagen bliver afholdt på Milling Hotel Park i Middelfart, og det er gratis at deltage.