Industrikvarter i Espergærde skal konverteres til 850 boliger

En ændring i lokalplanen åbner op for, at private investorer kan præsentere et helt nyt kvarter i Helsingør-forstaden.
En gammel industrigrund i Espergærde kan komme til at se sådan ud, hvis det står til Overbyen Arkitekter. Illustration: Over Byen.
En gammel industrigrund i Espergærde kan komme til at se sådan ud, hvis det står til Overbyen Arkitekter. Illustration: Over Byen.

Når medlemmerne i By-, Plan- og Miljøudvalget i Helsingør Kommune mødes i næste uge, skal de tage stilling til et forslag til en lokalplan, som på mange måder grundlæggende vil ændre forstaden Espergærde, hvis den ender med at blive ført ud i livet.

For på dagsordenen er et forslag til lokalplan, et kommuneplantillæg og en tilhørende udbygningsomtale, som vil muliggøre cirka 850 nye boliger, butikker til lokal forsyning og forskellige former for erhverv. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Planen består mere præcist af fire forskellige projekter i Espergærdes ældre erhvervsområde omkring blandt andet Hovvej. Projekterne er fordelt på fire grunde, som er kendt for at have huset Coloplasts fabrik, Sandviks lukkede fabrik, Codan Steriflex nyligt lukkede medicinalfabrik samt undertøjsgiganten Triumphs gamle lager- og administrationsbygninger. Projekterne er derudover inddelt i syv forskellige byggefelter, og kommunens forvaltning har valgt at kalde lokalplanen for en lokalplan for boligområdet ved Søbækken, som hentyder til vandløbet, der går gennem området.

Samtidig er det forvaltningens vurdering, at erhvervsområdet har udspillet sin rolle som hjemsted for produktionsvirksomheder, da området efterhånden er blevet omgivet af boliger, hvilket også ses på, at en del bygninger står og forfalder.

Lokalplanforslaget, som forvaltningen anbefaler, at udvalget godkender og sender i høring, betyder ikke bare et farvel til et af kommunens større sammenhængende erhvervsområder, men betyder også, at det på enkelte af grundene bliver muligt at bygge punkthuse med boliger i op til syv etagers højde. Oprindelig var der endda tale om byggerier i ni etagers højde.

Relateret indhold