På to tidligere industrigrunde i Sønderborg er arbejdet lige nu godt i gang med byggeriet af til fem store boligtårne, der skal huse 126 lejemål, samt til 34 rækkehuse.
Bag projektet står virksomheden Hansen Ejendomme. Siden bygherre overtog arealerne har de fokuseret på en vision om at se en grøn og bæredygtig bydel skyde op – og sammen med Boligforeningen B42 har man udviklet et projekt, hvor genbrug er i højsædet.
– Vi genbrugt rigtig meget beton fra nedrivningen af de eksisterende bygninger til veje og belægninger blandt andet. Derfor har det også været naturligt for os at indarbejde Unicons “grønne beton” i projektet. Det er nyskabende og befriende, hver gang “grønne ideer” bliver til virkelighed, siger administrerende direktør, Michael Andersen, der sammen med Mikael Kjer Jensen fra B42 er bygherre på projektet.
Ny beton med gammelt tilslag
Den såkaldt “grønne” beton tager navn fra indholdet af cirka 20 procents genbrugstilslag, som er genanvendt fra nedknust beton.
På den måde oppebærer man en cirkulær økonomi i produktet, hvor man nyttiggør affald og dermed holder materialer i kredsløb så længe som muligt.

Samtidig reduceres forbruget af de knappe jomfruelige materialer som udvindes til beton og byggeri, fortæller Casper Mathiasen, der er produktionsdirektør Unicon.
– Der har været talt meget om genbrugsbeton de seneste år, men i praksis er det endnu ikke særligt udbredt. Det ønsker vi at ændre på, siger han og uddyber:
– Råstoffer som sand, grus, sten, kalk og ler er en ikke-fornybar ressource, og med den stigende efterspørgsel til byggeri og anlægsprojekter overalt i Danmark er det nødvendigt, at vi finder nye måder at strække råstofferne længere, end vi gør i dag.
