Ikke kun rensningsanlæg: Jakobsen & Blindkilde bygger 30 lejligheder i Viborg

NCC-firmaet Jakobsen & Blindkilde, der ellers gør det mest i rensningsanlæg, erhvervsdomiciler og fabrikker, bygger 30 lejligheder centralt i Viborg.
Beboerne i de 30 lejligheder får både rummelige altaner og adgang til en 150 kvadratmeter tagterrasse. Illustration: Mandrup Arkitekt | Ingeniør
Beboerne i de 30 lejligheder får både rummelige altaner og adgang til en 150 kvadratmeter tagterrasse. Illustration: Mandrup Arkitekt | Ingeniør

Centralt i Viborg skal NCC-firmaet Jakobsen & Blindkilde bygge 30 lejligheder for BT Udlejning, der ejes af Benny Tolstrup. Opgaven er en totalentreprise, og byggeriet, der bl.a. får en tagterrasse på 150 kvadratmeter, er tegnet af Mandrup Arkitekt | Ingeniør og har Ingeniør’ne som rådgiver.

– Det bliver en super lækker ejendom centralt i Viborg. Byggeriet er et eksempel på, at vi også har styrken til at bygge større lejlighedskomplekser. Vi er nok mest kendt for rensningsanlæg og klimaløsninger, men her i det jyske er det faktisk også en af vores kompetencer at påtage os mellemstore opgaver som den her, siger Lasse Bennedsgaard, senior projektchef i Jakobsen & Blindkilde.

Et-, to- og treværelses lejligheder

Bygningen får samlet 30 lejligheder med 11 ud til Vesterbrogade og 19 til Dalbergsgade. De fleste bliver to- og tre-værelses, men der kommer også nogle et-værelses. De spænder fra 50 kvadratmeter til 90 kvadratmeter, og samlet bliver byggeriet på 2283 kvadratmeter. Det inkluderer 700 kvadratmeter gårdrum med cykelparkering og ladestander til elbil.

Facaden på bygningen bliver i lyse tegl, og altanerne får et helt særligt udseende med en buet corten stålplade, som også kommer til at virke som afskærmning ind til naboen. Lejlighederne bliver med gulvvarme og trelagsruder. Bygningen bliver med tre etager, og får desuden elevator.

Byggeriet af lejlighederne begynder i 1. kvartal i år, og de skal stå færdige i 2. kvartal 2024. Ordren bogføres i første kvartal i år i NCC Building Nordics.

Der vil både blive brugt hullet corten stål på facaderne og som afskærmning ind mod naboen på altanerne. Illustration: Mandrup Arkitekt | Ingeniør
Der vil både blive brugt hullet corten stål på facaderne og som afskærmning ind mod naboen på altanerne. Illustration: Mandrup Arkitekt | Ingeniør

Relateret indhold