Nogle japanske byggefirmaer, store og små, bygger ikke længere. De er blevet til såkaldte kaitai-firmaer, som arbejder fuldtids med at rive gamle huse ned.
Der er nok at tage fat på. Kaitai-firmaerne afspejler, at 13,5 procent af landets boliger står og forfalder, uden nogen bor i dem. Denne procent ventes i et Japan med færre og færre indbyggere, der gennemsnitligt bliver ældre og ældre, at stige til 30 procent i år 2033, hvilket til den tid vil svare til over tyve millioner boliger.
I sidste ende kommer skatteborgerne uundgåeligt til at betale.
Seniorforsker Hidetaka Yoneyama Fujitsus forskningsinstitut
Nogle gange bor ejerne i den anden ende af landet. De har blot arvet ejerskabet fra deres afdøde forældre. Ofte lader de med vilje det gamle hus stå, fordi det koster mere i ejendomsskat at have en ubebygget grund end et tomt hus.
Andre gange ved man slet ikke, hvem der ejer husene. Den tidligere ejer og beboer er død, og det er ikke lykkedes at støve arvinger op. De lokale kommuner orker ikke at lave det tidskrævende og dyre detektivarbejde.
Rene brandfælder
Mange af de forladte og sammenfaldne huse er brandfælder, fyldt med ophobet affald og myldrende skadedyr, og ødelagte kloaksystemer kan i værste fald sprede sygdomme. De er farlige at have liggende ved jordskælv, jordskred og andre katastrofer, og selv i et land som Japan med meget lav kriminalitet kan de være en fristelse for tyveknægte. Rent bortset fra at de ser forfærdeligt ud og forringer grundværdien for de omliggende ejendomme.
Det er en kæmpe udfordring for hele Japan at finde ressourcer og arbejdskraft til at få revet disse forladte huse ned. En udfordring, som man reelt ikke ved, hvordan man skal hamle op med.
For to år siden blev der vedtaget en ny lov, som gør det muligt for kommunerne at tvangsnedrive de værste af husene, hvis man slet ikke kan finde ejerne, eller hvis disse ikke reagerer på gentagne henvendelser. Kommunen lægger ud for betalingen til kaitai-firmaet, som også skal have penge for at skaffe skraldet af vejen og sikre genbrug af så mange materialer som muligt. En betaling, som det langt fra altid er muligt at inddrive bagefter.
– I sidste ende kommer skatteborgerne uundgåeligt til at betale, konstaterer Hidetaka Yoneyama, der er seniorforsker ved Fujitsus forskningsinstitut og ekspert i Japans tomme boliger, tørt.
Forskellige årsager
I virkeligheden er der tale om to vidt forskellige problemer. Ude på landet er mange traditionelle træhuse forladt. Disse huse er fra gammel tid bygget, så de modstår jordskælv og uvejr bedst muligt, og de kan bevares i mange generationer. Men de skal holdes ved lige, og når de ikke bliver det, ses den største risiko ved ildebrande og katastrofer her.
Nogle gange bevares de tomme huse ‘af psykologiske årsager’, forklarer Hidetaka Yoneyama.
– De nuværende ejeres forældre boede i huset, de er selv vokset op i det, ofte findes familiens familiealter stadig i den gamle stue. Det er psykologisk hårdt at beslutte sig for at rive sådan et hus ned.
Men også inde i byerne, hvor både enfamilieshuse og lejlighedsbyggerier siden verdenskrigen primært er bygget i beton og aluminium, begynder vi at se mange farlige forladte huse, fortæller Hidetaka Yoneyama.
– Før Anden Verdenskrig var det en del af japansk kultur at bevare de samme huse gennem mange år. Men denne kultur er tabt i efterkrigstiden. Samfundet tabte af syne behovet for at bygge gode huse og reparere dem, så de kunne vare længe, siger han.
Lav interesse
De fleste byggerier i byerne er med andre ord ikke beregnet til at vare mere end 30-40 år. Så regner alle med, at de alligevel skal rives ned og erstattes af et nyt byggeri, hvilket jo ikke fremmer interessen i at vedligeholde og modernisere dem. En tendens, der forstærkes af, at der med årtiers mellemrum kommer ny teknologi – og nye regler – for jordskælvssikring. De færreste har lyst til at bo i huse, som var bygget, mens tidligere tiders regler gjaldt.
Hvis byggerierne i beton og aluminium i den situation får lov at stå tomme, ældes de meget hurtigt, hvilket er meget synligt mange steder i vore dages Tokyo.
– 11,2 procent af boligerne i det centrale Tokyo er tomme, hvilket er endnu værre end i forstæderne, hvor tallet er 10,9 procent, fortæller Hidetaka Yoneyama.
Jens Martin Suzuki-Højrup, en dansk arkitekt med fem års erfaring som freelance-arkitekt og -designer i Tokyo, mener, at problemet med de tomme huse har rigtigt mange årsager, som alle påvirker hinanden, og det virker som lidt af en dødsspiral. Ingen af de tiltag, som der snakkes om, er store nok eller har magt nok bag sig til at ændre noget.
Jens Martin Suzuki-Højrup er ikke optimistisk.
– De nye kendte og unge japanske arkitekter kører desværre i samme rille og kommer ikke med ansvarlige forslag til, hvordan det kan løses, eller hvordan man bygger mere miljøbevidst, lyder hans kritik.
