Hus smadret i elefant-tung tryktest af betonelementer

Testcenteret CASEMaT tester bæreevne og deformationskapacitet på to-etagers præfabrikerede betonelementer, så både konstruktioner og matrialeforbrug kan optimeres.
Bæreevnen på betonelementer er under heftigt pres på DTU Byg. Pressefoto.
Bæreevnen på betonelementer er under heftigt pres på DTU Byg. Pressefoto.

Betonelementer udsættes i øjeblikket for et massivt tryk på DTU. Her vil man nemlig teste styrken af to-etagers betonelementer og finde ud af, om numeriske modeller i computerprogrammer sikrer tilstrækkelig styrke og bæreevne i konstruktioner. Det beretter DTU om på deres hjemmeside.

Betonelementerne udsættes for et tryk på op til 100 tons – hvilket svarer til 19 elefanters samlede vægt – fra testmaskiner. Forsøgene, der finder sted i en ny testhal på DTU Byg, skal kvalitetssikre en ny generation af computerprogrammer til beregning af konstruktioner lavet af præfabrikerede betonelementer. De numeriske beregninger i computerprogrammer kan reducere forbruget af beton, armeringsstål og mandetimer på elementfabrikken og byggepladsen.

– Den nye generation af digitale beregninger til at beregne præfabrikerede betonkonstruktioners bæreevne forudsætter, at konstruktionen har tilstrækkelig sejhed – duktilitet – når den bliver belastet til brud. Modellen er hidtil baseret på vores viden om de enkelte delkomponenters styrke. Med fuldskalaforsøgene får vi ny viden om, hvordan delkomponenterne spiller sammen, og om hvordan den samlede konstruktions bæreevne afhænger af samlingerne mellem de enkelte vægelementer. Forsøgene kan dermed sikre computerprogrammernes pålidelighed, når de bruges til beregninger på komplekse konstruktioner, siger postdoc Jesper Harrild Sørensen, som er medlem af det forskerhold på DTU Byg, der står bag projektet.

Han vurderer, at beregningsmodellen vil være et effektivt værktøj i byggeri af højhuse, hvor den kan reducere forbruget af armeringsstål med op til 40 procent afhængig af bygningens kompleksitet.

Forsøgene udføres i samarbejde med Betonelement-Foreningen.

DTU Byg tester, om numeriske modeller i computerprogrammer sikrer tilstrækkelig styrke og bæreevne i konstruktioner.

Relateret indhold