Udsigten til et luksushotel med 294 værelser på Holmen i København er ikke bare sløret, den er helt forsvundet.
– Den hoteloperatør, vi havde, har vi ikke en aftale med mere. Hotelverdenen er lidt mere usikker end resten af branchen, så vi synes, det var fornuftigt at sikre os, så der ikke opstår problemer derude, har byggeselskabet Mogens de Lindes direktør, Klaus Bendix Poulsen, udtalt til Ejendomswatch.
I februar blev planerne om et 15.000 kvadratmeter stort hotel præsenteret. Gæsterne kunne tjekke ind i løbet af 2023, men så kom coronavirus på tværs.
Nobis Hospitality Group og Mogens de Linde har truffet en gensidig beslutning om at aflyse hotelprojekt , der skulle have været en del af Kuglegården på Holmen.
Kuldsejlingen åbner dog for andre muligheder på samme lokation, hvor Mogens de Linde har et andet projekt i gang.
– Vi har hele tiden oplevet stor efterspørgsel på Kuglegårdens bygninger, så vi ser det som en positiv mulighed for at udbygge det enestående miljø af kreative virksomheder, der allerede er flyttet ind på Kuglegården, siger bestyrelsesformand Mogens de Linde i en pressemeddelelse på selskabets hjemmeside.