Diakonissestiftelsens Hospice i København blev indviet i april 2016. Bygningen er meget tæt isoleret og tilmed indpakket i facader af kobberlegeringen tombak. Det stod allerede i starten af marts 2017 klart, at det gav problemer med mobildækningen i bygningen. I den forbindelse indgik man en aftale med den tekniske servicepartner Intego om en løsning.
– I dag er vi rigtig glade for, at det er lykkedes at sikre mobildækning til vores hospice. Det er ekstra følsomt, fordi vi arbejder med dødeligt syge patienter, som bør have mulighed for at være i kontakt med deres pårørende, siger hospicechef Helle Tingrupp fra Diakonissestiftelsens Hospice.
Intego har specialiseret sig i effektive indendørs kommunikationsløsninger, der styrker både WiFi- og mobildækning. Ifølge projektleder for Telecom ved Intego, Kaj Anker Hansen, er det ikke unormalt, at nye bygninger har udfordringer med mobildækningen.
– Flere bygninger i dag oplever problemer med dårlig mobildækning. Det skyldes eksempelvis det øgede fokus på at lave energirigtige bygninger, hvor flere miljøtiltag, såsom isolering, faktisk kan svække radiobølgerne fra mobilnetværket. Derfor er det relevant med den såkaldte DAS-løsning (Distribueret Antenne System), som vi har installeret hos Diakonissestiftelsen Hospice. DAS-anlægget forstærker signalet, og dermed har både beboere, gæster og ansatte nu adgang til en god mobildækning, og det er vi rigtig glade for at have bidraget til, siger Kaj Anker Hansen.
Forventer stor interesse
Som udgangspunkt er der to metoder til at forbedre mobildækningen i en bygning. Den mest typiske er, at teleoperatørerne leverer en selvstændig antenneposition kaldet en basestation, som tilsluttes til DAS-anlægget. Denne metode benyttes oftest ved store projekter, hvor der er mange mulige brugere som eksempelvis i et indkøbscenter.
– Den metode kræver dog netop teleoperatørernes basestation, og den er omkostningstung. Derfor kan man ikke forvente, at teleoperatørerne leverer den til projekter med relativt få potentielle brugere som eksempelvis Diakonissestiftelsens Hospice. I stedet har vi valgt at installere en repeater, der via en antenne på taget forstærker den eksisterende dækning ind i bygningen, siger Kaj Anker Hansen og fortsætter:
– Det er fuldstændig omkostningsneutralt for operatørerne, og løsningen hos Diakonissestiftelsens Hospice er den første repeater-løsning, der involverer alle de store danske teleoperatører på én gang. Derfor skulle den også godkendes ved Teleindustrien, og efter godkendelsen er det klart, at det er en ydelse, der kommer til at være stor efterspørgsel på fra eksempelvis hoteller og andre erhvervsdrivende.
Intego har på nuværende tidspunkt 12 medarbejdere, der udelukkende er beskæftiget med indendørs kommunikationsløsninger, og det antal forventes at stige.