Her knager det ikke i fugerne

I år fejrer foreningen Fugebranchen 40-års jubilæum. Ny uddannelse på vej til efteråret.
Formand for Fugebranchen Martin Christoffersen (t.v.) og direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen er klar til at skyde fugebranchen på vej mod et 50 års jubilæum. Foto: Ricky John Molloy.
Formand for Fugebranchen Martin Christoffersen (t.v.) og direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen er klar til at skyde fugebranchen på vej mod et 50 års jubilæum. Foto: Ricky John Molloy.

Om Fugebranchen

  • Fugebranchen blev etableret i 1980 og er i dag en del af Dansk Byggeri.
  • Antal medlemmer: 45 entreprenørfirmaer og 5 leverandørfirmaer.
  • Fugebranchen har generalforsamling en gang om året, hvor bestyrelsen bliver valgt. Bestyrelsen mødes 4-6 gange årligt. Derudover er der nedsat en række arbejdsudvalg, som blandt andet beskæftiger sig med uddannelse af syns- og skønsfolk og etablering af en ny uddannelse som fugemontører.

For 40 år siden fulgtes fuger og faglighed ikke altid ad. Alle håndværkere tilbød fugearbejde, men få havde indgående viden om emnet. Det vendte etableringen af Fugebranchen op og ned på. En stærk faglighed og det gode håndværk var på dagsordenen i den nye forening. Resultatet ses i dag, hvor danske fugemontører rask væk bliver bedt om at løse opgaver mange hundrede kilometer væk fra den danske grænse, fx på Island.

– Fugebranchen er ret unik, fordi den samler entreprenører og leverandører i samme forening. Det betyder, at vi kan sparre med hinanden. Som entreprenører får vi den nyeste knowhow om produkterne, mens vi giver feedback på produkterne til leverandørerne. Det højner kvaliteten af arbejdet, siger formand for Fugebranchen Martin Christoffersen, der til daglig er direktør i Permatæt.

Online guide

Centralt i Fugebranchens arbejde er fugeguiden, som er en online guide på Fugebranchens hjemmeside. Fugeguiden giver nøje anvisninger til, hvilken fuge der skal bruges hvor, og hvordan fugearbejdet skal udføres på alt fra vinduer til vådrum. Fugeguiden sikrer kvaliteten i udbudsmaterialer og dermed kvaliteten af det udførte arbejde. Og går der noget galt, fungerer guiden også som referencemateriale i reklamationssager samt ved syn og skøn.

– Fugeguiden giver et fælles fodslag for branchen. Den fortæller meget tydeligt, hvordan man skal fuge, så det holder og er bygbart. Og den bliver brugt flittigt af arkitekter og ingeniører, så størstedelen af udbudsmaterialerne henviser til fugeguiden, siger Martin Christoffersen.

Guiden er gratis for alle, men kræver at man opretter en profil på Fugebranchens hjemmeside.

Fuld garanti på medlemmernes arbejde

Fugebranchen tilbyder også en certificering. Certificeringen stiller store krav til kvaliteten, da den indebærer besøg fra eksterne auditors på store og mellemstore byggesager. Derudover giver foreningen fuld garanti på medlemmernes arbejde.

– Garantiordningen er en hel unik løsning. Den giver fuld garanti på alle løsninger til professionelle bygherrer, mens de private er dækket ind af Byg Garantiordningen. Det viser noget om Fugebranchens stærke faglighed, at de dækker alle kunder ind. Medlemmerne brænder virkelig for håndværket, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Ny uddannelse starter i oktober

Kærligheden til det gode håndværk præger foreningen, hvor det har været ambitionen at etablere en uddannelse som fugemontør. Det er lykkedes nu. Til oktober starter det første hold på 16 kommende fugemontører. Uddannelsen foregår på Learnmark i Horsens og består af 10 skoleophold af to uger kombineret med praktikophold.

– En formel uddannelse er godt for branchen, det giver et ekstra løft. Fugearbejdet kan for nogen være lidt usynligt. Det er ikke nødvendigvis det, der fylder mest i en bygherres bevidsthed, når der skal bygges eller renoveres. Men hvis det er udført forkert i en alt for dårlig kvalitet, kan det have store konsekvenser. Bygningen bliver utæt, får fugt og skimmelsvamp. Så stor tak til foreningen for deres ihærdige indsats for at sikre kvalitet og det gode håndværk, siger Michael H. Nielsen.

Relateret indhold