Henning Larsen Architects tegner projekt til 860 mio.

Henning Larsen Architects har i samarbejde med Norconsult designet og detaljeret hovedsæde og forskningscenter til norske Jotun, der producerer maling og pulverlak.
Jotuns nye hovedsæde i Sandefjord skal bidrage til styrkelsen af virksomhedens position på markedet for maling og pulverlak til blandt andet skibsindustrien. Illustration: Henning Larsen Architects.
Jotuns nye hovedsæde i Sandefjord skal bidrage til styrkelsen af virksomhedens position på markedet for maling og pulverlak til blandt andet skibsindustrien. Illustration: Henning Larsen Architects.

Når norske Jotun opfører et nyt hovedsæde og forskningscenter i Sandefjord i Norge, er der tale om et projekt til omkring 860 millioner kroner. Det er malingproducenten Jotuns vision, at det nye hovedkontor skal være med til at styrke virksomhedens identitet og bidrage positivt til den samlede oplevelse af Sandefjord. Til at løse den opgave har virksomheden valgt Henning Larsen Architects og Norconsult. Det oplyser Henning Larsen Architects.

Den 34-000 kvm store bebyggelse kommer til at bestå af flere mindre bygningsenheder, som vil tilpasse sig omgivelserne i højde, materialitet og geometri. Det vil ifølge tegnestuen give et varieret udtryk i den arkitektoniske helhed og skabe rum både inde og ude, som er tilpasset den menneskelige skala.

Det nye hovedsæde skal samle Jotuns forsknings- og udviklingsafdeling og administration, der tidligere lå på flere forskellige adresser i Sandefjord, hvor Jotun har haft base siden virksomhedens grundlæggelse i 1926. Samlokaliseringen skal give optimale betingelser for kompetenceudvikling og videndeling, hvilket også kommer til udtryk i indretningen af de 650 arbejdspladser, som huset skal rumme.

Der etableres et socialt mødested i hver af kontorbygningerne, som samler de ansatte på tværs af afdelinger og funktioner i løbet af dagen. Mødestederne centreres omkring en trappe, som understøtter den fysiske og visuelle forbindelse mellem etagerne.

Very good-certificering

Hovedindgangen placeres centralt i en lav, transparent bygning, der skal fungere som bindeled mellem de højere kontor- og forskningsenheder. Andre udadvendte funktioner som reception, auditorium, mødecenter og kantine bliver ligeledes placeret i denne bygning.

Det nye hovedsæde skal certificeres “Very good” i BREEAM Nor, som er den norske version af Europas ledende miljøcertificering for nybyggeri, BREEAM. Bæredygtighedsstrategien tager udgangspunkt i medarbejdere og gæsters sundhed og komfort, og viden om dagslys, vand, støj og forurening bruges aktivt i designprocessen og integreres synligt i det færdige byggeri.

Henning Larsen Architects har udarbejdet forslaget til det nye hovedsæde og forskningscenter i tæt samarbejde med Jotun og rådgivningsvirksomheden Norconsult. Byggeriet påbegyndes efter planerne i 2016 og forventes klar til indflytning i 2018.

Relateret indhold