Hårdere kamp om arbejdskraften

Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.
Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.

Kampen om den faglærte arbejdskraft skærpes, og de danske installationsvirksomheder har generelt fået sværere ved at rekruttere kvalificerede medarbejdere.

Ifølge en ny undersøgelse fra brancheforeningen Tekniq har 18 procent af installationsvirksomhederne i april måned i år forgæves forsøgt at rekruttere arbejdskraft.

Dermed fortsætter tendensen fra de tidligere år, hvor det siden 2010 gradvist er blevet sværere for branchen at skaffe de nødvendige medarbejdere. Undersøgelsen viser desuden, at 31 procent af installationsvirksomhederne har måttet hæve lønnen for at få nyansættelserne på plads.

Mere attraktive

Tallene viser, at det gradvist bliver sværere at rekruttere faglært arbejdskraft. Heldigvis lykkes det stadig i langt de fleste tilfælde, også selv om elektrikere og vvs’ere er eftertragtede i mange brancher. Installationsvirksomhederne har dog formået at gøre sig så tilpas attraktive, at det især de senere år er lykkedes at trække en stor del af de dygtige medarbejdere tilbage til branchen igen.

Det er dog meget tydeligt, at der bliver behov for også fremadrettet at sikre en voksende strøm af nye dygtige faglærte, hvis den positive økonomiske udvikling skal fastholdes.

Relateret indhold