Håndverksgruppen tæller nu 15 malerfirmaer: “Vi bygger videre”

Malerfirmaet Staubo er blevet en del af Håndverksgruppen, der dermed har sikret sig tilstedeværelse i København, Aarhus og Aalborg.
De tre ejere af Malerfirmaet Staubo (fra venstre) Frederik Romme, Christian Staubo Hansen og Marianne Hansen.
De tre ejere af Malerfirmaet Staubo (fra venstre) Frederik Romme, Christian Staubo Hansen og Marianne Hansen.

Håndverksgruppen, der er grundlagt i Norge og for to år siden etablerede den sig i Danmark, indlemmer nu også malerfirmaet Staubo i København, som sidste år omsatte for 29 mio. kroner og har 30 ansatte.

Dermed er den danske portefølje oppe på 15 malerfirmaer og tilstede i København, Aarhus og Aalborg.

Læs også: Håndverksgruppen vokser i Skandinavien

– Vi er stolte over at kunne tiltrække flere af Danmarks førende håndværkere, bl.a. malerfirmaet Staubo. Deres dygtighed og ekspertise, især inden for renovering af ældre ejendomme, styrker vores allerede omfattende servicetilbud og understøtter vores vækstambitioner i Danmark, siger Frederik Stage Olsen, adm. direktør for Håndverksgruppen i Danmark.

– Vi har et godt momentum med mange nye gode virksomheder, og vi ser frem til at bygge videre på vores solide koncernkultur og derigennem sikre både arbejdspladser og en stærkere position i fremtiden, tilføjer han.

Fordele i gode og dårlige tider

Malerfirmaet Staubo blev etableret i 2013 og drives i dag af de tre ejere Christian Staubo Hansen, Marianne Hansen og Frederik Romme Larsen, som alle er uddannede malere. De to førstnævnte fusionerede deres to virksomheder i 2018, og i 2021 kom Frederik Stage Olsen ind i firmaet som malermester og medejer.

Læs også: Stilladsfirma bygger ovenpå: Køber mindre konkurrent

Virksomheden udfører alle former for malerarbejde for boligforeninger, entreprenører, erhvervskunder, forsikringsselskaber og større ombygningsprojekter for private kunder.

– Vi ser store fordele i at kunne udveksle erfaringer med andre dygtige virksomheder, ikke kun i perioder med vækst, men også i mere udfordrende tider. Det er især spændende at se, hvordan vores kolleger i Norge og Sverige arbejder. Det inspirerer os til at tænke på nye og anderledes måder herhjemme, siger Marianne Hansen, malermester og medejer af Staubo.

Læs også: Køber fundet til Altan.dks elevatorforretning

Købsprisen er fortrolig, men alle ejere geninvesterer en del af virksomhedens værdi som aktionærer i Håndverksgruppen.

Håndverksgruppen tæller 136 virksomheder i fire lande, har en samlet omsætning på mere end 4,4 mia. kroner og beskæftiger omkring 4.400 medarbejdere.

Relateret indhold